Fortsæt til indhold

Kriminelle udlændinge skal afsone deres straf i lejede fængsler i udlandet

Samfund
Jacob Nielsen

"Udlændinge, der dømmes for kriminalitet, skal udvises konsekvent efter første dom og afsone i et lejet fængsel i udlandet. Døm dem, smid dem ud og luk dem aldrig ind igen."

Sådan tordner partiet Nye Borgerlige i et nyt forslag, som blev meldt ud på partiets hjemmeside mandag.
Forslaget kommer ovenpå en sommer fyldt med banderelaterede skyderier og partiets mål er, at indvandrerbanderne, blandt andet Loyal To Familia, skal væk fra gaden og helt ud af landet for bestandigt.
"Det er politikerne, der har svigtet danskerne. Vold, skyderier og bandekriminalitet får lov at løbe løbsk, så politiet ser sig nødsaget til at advare unge mennesker om at færdes i de udsatte områder. Politikerne må indse, at socialpædagogikken har sine begrænsninger, at gadeplansarbejdere, uddannelsespålæg og ophold på døgninstitutioner ikke virker effektivt og hurtigt nok til at holde de yngste væk fra banderne," lyder det fra Nye Borgerlige, som lister deres ønske om en ny benhård kurs således:
- Enhver udlænding, der dømmes for kriminalitet, skal udvises konsekvent efter første dom.
- Enhver udlænding, der har fået tildelt dansk indfødsret ved lov, skal miste indfødsretten og udvises, hvis vedkommende dømmes for en lovovertrædelse, der medfører fængselsstraf.

Står det til Pernille Vermunds parti skal der altså helt andre boller på suppen. Kriminelle udlændinge skal ud af landet og afsone deres straf i et lejet fængsel i udlandet, og de skal efterfølgende aldrig mere have lov at sætte fod på dansk jord.
"Hvis man er ung indvandrer i Danmark og ved, at det er konsekvensen af at hænge ud med bandemedlemmer, tage våben i hånd, begå voldelige overfald og sætte sig uden for loven, så vil det endvidere have en enorm præventiv virkning. Fang de store, døm dem, fjern dem fra Danmark til afsoning langt væk og luk dem aldrig nogensinde ind igen. Så kan vi få trygheden tilbage," lyder det fra Nye Borgerlige.
Hvad mener du om Nye Borgerliges forslag, som hvis det skulle blive til virkelighed, helt sikkert vil give visse problemer internationalt. Kom med din mening i Facebookopslaget nedenfor.