Aarhus Universitetshospital er ekspert i sjældne sygdomme
Universitetshospitalet har fået international anerkendelse af ekspertise i sjældne sygdomme
Aarhus Universitetshospital er som det første sygehus i Norden blevet udnævnt til internationalt 'Center of Excellence' i en række sjældne nervesygdomme.
LÆS OGSÅ: Forskere fra Aarhus med til at udvikle vaccine mod meningitis
Anerkendelsen kommer fra GBS/CIDP Foundation International, der ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Universitetshospital er verdens førende nonprofit organisation, der støtter patienter med sjældne nervesygdomme som Guillain Barré Syndrom (GBS), kronisk inflammatorisk demyeliniserende polyneuropati (CIDP) og lignende sygdomme som multifokal motorisk neuropati (MMN).
Det er sygdomme, som rammer patienternes nerver og forårsager lammelser, smerter og føleforstyrrelser. I nogle tilfælde giver disse sygdomme akut og meget syge patienter, der kræver intensiv pleje og respiratorbehandling i uger til måneder, og kronisk syge patienter, som har brug for at blive fulgt af specialister og livslang medicinsk behandling.
Sygdommene kan ramme i alle aldre, hvorfor udnævnelsen til Center of Excellence gælder samarbejdet mellem Neurologisk Afdeling F og Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.
LÆS OGSÅ: Kåret som Danmarks bedste hospital for 10. år i træk
Universitetshospitalet skriver, at udnævnelsen først og fremmest en "anerkendelse af hospitalets høje faglige niveau i behandling, pleje og international anerkendt forskning indenfor området."
Specialisterne i de sjældne nervesygdomme på Aarhus Universitetshospital får med udnævnelsen desuden adgang til et globalt netværk af eksperter indenfor behandling, forskning, uddannelse og patientrådgivning, ligesom de får mulighed for at søge forskningsmidler i fonden.