Væltet træ stopper togtrafikken
Togtrafikken holder pt. stille på Kystbanen, efter et træ er væltet i vinden
Lillejuleaftensdag er traditionen tro den helt store rejsedag på kryds og tværs af Danmark - og i år ser det ud som om, det bliver en blæsende en af slagsen, som måske kan volde lidt trafikale problemer.
Passagerne på Kystbanen i Nordsjælland har fra morgenstunden mærket udfordringer, da et træ er væltet ind over køreledningen på strækningen mellem Nivå og Helsingør.
Der er indsat togbusser på strækningen, mens folk er på vej for at fjerne det væltede træ, oplyser Banedanmark på Twitter. Man regner med at køre tog igen fra ved middagstid.
DMI melder, at Danmark generelt rammes af vindstød af stormstyrke i dag, fordi et lavtryk passerer hen over Nordskandinavien og sender et kraftigt vindfelt ind over landet.
I løbet af lillejuleaftensdag vil vinden gradvist friske op fra vest og langs Jyllands vestkyst og i Nordjylland nå vindstød af stormstyrke. Herfra breder den kraftige blæst sig i løbet af eftermiddagen til Nordsjælland, Lolland/Falster og Bornholm, som også bliver ramt af vindstød af stormstyrke, lyder det fra DMI.
Så pas på derude i juletrafikken.