Fortsæt til indhold

28.000 billetter revet væk

Det tog blot halvanden time at sælge alle partoutbilletter til Smukfest 2018

Samfund
Arkiv

For andet år i træk, kan Smukfest melde udsolgt af partoutbilletter samme dag, de blev sat i salg. Sidste år tog det lige under fem timer – i dag var partoutbilletterne væk på omkring halvanden time.
Ifølge JP Aarhus var der sat cirka 28.000 billetter til salg.
"Interessen har været aldeles overvældende – og der er stor glæde her på festivalen over, at vi igen kan melde udsolgt af partoutbilletter samme dag, vi sætter dem i salg. Herfra en kæmpe tak til vores publikum for på den måde at vise deres interesse for Smukfest – og jeg kan love, at vi til gengæld vil gøre alt for at lave den bedste festival, vi overhovedet kan, når det bliver august 2018,” siger formand og talsmand for festivalklubben, Poul Martin Bonde i en pressemeddelelse.
Poul Martin Bonde opfordrer desuden alle, der ikke fik billet til at skrive sig på ventelisten, og til IKKE at søge billetter igennem tvivlsomme kanaler, men kun at handle via festivalens system, der både sikrer, at billetterne er reelle, og at de ikke kan sælges til overpris.
”Sidste år fik mange en billet via ventelisten. Så anbefalingen er helt klart, at man skriver sig på her – og at man kun handler billetter igennem vores system, der sikrer, at billetten er, som den skal være og som giver en sikker overdragelse.”
gbm