Virksomhed gav 10 flygtninge gratis IT-kursus
10 såkaldte integrationsborgere har gennemført et it-kursus, som virksomheden Hewlett Packard Enterprise tilbød i samarbejde med Allerød Kommune
Blandt de ti kursusdeltager var en læge, en skolelærer og en ingeniør, og alle var enige om, at it-kurset var givtigt og spændende.
”Jeg har fået stor gavn af kurset, og de enkelte undervisere havde hver deres måde at gøre emnerne både sjove, udfordrende og inspirerende på,” siger Suhila Alshawa på 28 år.
Underviserne på kurset var også positivt stemt over for samarbejdet med kursisterne.
”Jeg er overrasket over det høje faglige niveau hos deltagerne. Gennem forløbet har vi berørt emner som it-platforme, kreative processer, forretningsplaner og udarbejdelse af hjemmesider, og der er fuldt fokus hele vejen igennem,” siger Majid Ittaouil om deltagernes engagement for at lære noget. Michael Schwartz, som også underviser på kurset, tilføjer:
”Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at opgive alt og flygte fra sit hjemland. Jeg kan heller ikke sætte mig ind i, hvordan det er at komme til et fremmed land med et fremmed sprog og en fremmed kultur, men jeg ved, hvordan det er at kæmpe for at overkomme svære ting i livet. Derfor er jeg med i det her projekt. Jeg håber, at vi har kunne gøre en forskel for de 10 nye medborgere. De har alle vist, at de både har lysten og viljen til at komme videre og klare sig på egen hånd.”
Et fælles ansvar
It-projektet kom i stand efter et møde mellem direktør Morten Bøgelund Andersen fra Allerød Kommune og Kim Agertoft, som er Education Manger hos Hewlett Packard Enterprise:
”Som lokal virksomhed er vi glade for at kunne bidrage til at skabe muligheder for, at kommunens nye medborgere kommer ud på arbejdsmarkedet,” siger Kim Agertoft:
”Kommunerne er i den sammenhæng langt foran private virksomheder, og hvis HPE kan bidrage en lille smule til det, er vi fuldt tilfredse. For vi har et fælles ansvar for at løfte den opgave, der hedder at sikre, at fremtidens arbejdsmarked har de kvalificerede ressourcer, der er brug for.”
Allerød Kommunes Morten Bøgelund Andersen mener, at kurset er et bevis på, at tværsektorielt samarbejde kan lykkes til fordel for alle parter.
”Vi er meget åbne over for lignende samarbejder med andre virksomheder. Vigtigst af alt er, at kurset giver deltagerne et bevis på konkrete kompetencer, som hjælper dem ind på arbejdsmarkedet. Det er essentielt for både den økonomiske og sociale integration af flygtninge i samfundet,” siger han.