Larm og drillerier hører med
Det er så hyggeligt, når vi når nytårsaften. og vi sammen med vores venner og familie skal fejre årets sidste dag. Fri for julepynt, tørt gran og gaveræs. Nu skal der festes og tænkes tilbage på året der gik.
Larm og drillerier hører med - sådan har det faktisk altid været. For i gamle dage - dengang ude på landet, havde de unge travlt, for lige så snart den sidste bid mad var tygget og sunket, begyndte nytårsløjerne.
Der skulle drilles og larmes rundt på landsbyens gårde med det praktiske formål at jage onde ånder bort. Først og fremmest slog man 'potter på døren', med revnede jydepotter eller skår af tallerkner. Man kunne også larme med rumlepotten, som bestod af en krukke, hvorpå der var overtrukket en frisk isterhinde eller urinblære, som man i forbindelse med svineslagtningen havde gemt til formålet. I midten af krukken var placeret en gåsefjer, og når man gned fjeren op og ned med to fingre, kunne der høres en skærende lyd fra rumlepotten.
Af de mere trælse løjer var, når man kastede en træsko fyldt med aske ind i den fine stue. Naturligvis var der snor i træskoen, så den hurtigt kunne trækkes tilbage og bruges ved næste gård.
Grove nytårsløjer
Man kunne også finde på at tømme en børfuld fra møddingen på trappen til hoveddøren, gemme stiger og markredskaber eller stoppe skorstenspiben, således at pigen på gården næste morgen ikke kunne få ilden til at brænde, men i stedet fik bryggerset og øjnene fyldt med røg.
Madmors gryde kunne forsvinde i løbet af natten, hvilket egentlig var en knap så snedig disponering, for jo længere tid, hun næste morgen måtte søge efter sin gryde, desto senere kunne hun servere davren.
Stop synderne
Når larmen og drillerierne havde stået på længe nok, skulle synderne stoppes. Jagten gik ind, og selv om det skulle se ud som om, at synderne blev sendt på flugt, så skulle legen helst ende med, at de larmende unge blev fanget og taget med ind i stuen, hvor de blev trakteret med æbleskiver, øl og brændevin.
Nytårsdag blev herefter holdt hellig. Ofte indtog man gloende hed suppe til middag, hvorefter man gik i kirke og ofrede til præsten og degnen.
Og det var her på nytårsdag, man tog nytårets sidste varsel, for skinnede solen så længe, at man kunne nå at sadle en hest, da ventede der gården og landsbyen et godt og frugtbart år.