Fortsæt til indhold

Lions skaffede familie tiltrængt ferie

Samfund
Kian Johansen

To familier med knap så mange penge på kontoen fik i juli muligheden for et afbræk hjemmefra, takket være en sommerhusejer og Lions i Hinnerup.
Det fortæller Hugo Strunge Frank fra Lions i Hinnerup, der sammen med Nicolae Matei, Dan Hansen og Thor Kleif tog affære, da en sommerhusejer henvendte sig.
Han ville gerne stille sit sommerhus ved Limfjorden til rådighed gratis i juli måned, så mindre bemidlede familier kunne få en uges ferie. Han behøvede hjælp til at finde de familier, der kunne få glæde af en tur i sommerhus.
“Det var en ny udfordring for en hastigt nedsat arbejdsgruppe af ”løver”, der fik organiseret denne utraditionelle aktivitet, hvor Lions også står for nøgleoverdragelse og – om nødvendigt – transport af familien til og fra sommerhuset. ”Løverne” prøvede forskellige kanaler for at finde familier til ophold i sommerhuset,” fortæller Hugo Strunge Frank
Den ene uge sendte de en familie fra Hammel af sted. Den anden var fra Hinnerup området (men kom dog desværre grundet omstændigheder alligevel ikke af sted).
“Vi gjorde det, fordi vi kunne gøre en forskel. Det har været en sjov og anderledes opgave, og det er dejligt at se, når man kan gøre mennesker glade,” slutter Hugo Strunge Frank.