Fortsæt til indhold

Fra 5. februar leverer Randers maden til de ældre

Samfund
John Pedersen

De ældre hjemmeboende i Norddjurs, der modtager mad via den kommunale madordning, vil fra 5. februar få leveret maden fra Madservice Kronjylland, der drives af Randers Kommune.

Hidtil er det Djurs Mads centralkøkken i Auning, som er et samarbejde mellem Norddjurs og Syddjurs kommuner, der har haft madleverancen.

Dog ikke som et monopol, da den private madleverandør, Det Danske Madhus, også er godkendt i de to Djurslands-kommuner.

I både Randers og Norddjurs Kommune vil samarbejdet medføre, at borgerne fortsat har mulighed for at kunne vælge frit mellem at få leret mad fra den kommunale madordning eller fra den private leverandør Det Danske Madhus.

Nye bestillingssedler

Norddjurs Kommune understreger, at det nye samarbejde mellem Randers og Norddjurs kommuner altså ikke kommer til at påvirke de borgere, som i dag får leveret mad fra den private leverandør.

De borgere, der er inde over den kommunale madordning i Norddjurs, vil med virkning fra 5. februar få tilbudt mad, der tilberedes af Madservice Kronjylland men bringes ud af vogne fra Norddjurs Kommune.

Det første synlige tegn på de nye tider bliver, når de hjemmeboende borgere umiddelbart efter nytår får nye bestillingssedler, der vil være anderledes bygget op.

Der bliver flere valgmuligheder end fra den nuværende leverandør Djurs Mad.

Men ellers vil maden blive leveret som kølevacuummad en gang om ugen som, det er tilfældet i den nuværende ordning.

Norddjurs Kommune understreger, at der er skabt den samme tryghed for de borgere, som hidtil har modtaget madservice fra kommunen.

Bilerne fra Djurs Mad har snart kørt deres sidste ture med mad til de hjemmeboende ældre i Norddjurs fra centralkøkkenet i Auning. Foto: John Pedersen

Madduften tilbage

Det er forlængst besluttet af politikerne i Norddjurs, at “madduften” skal tilbage til de ældre, der bor på kommunens plejecentre.
Det sker, ved at maden til beboerne fremover skal tilberedes ude på de respektive centre, hvor der over se seneste måneder har været gang i en række forbedringer og udvidelse af køkken-faciliteterne.

Hvornår madlavningen vil kunne sættes i værk på de enkelte plejecentre, er endnu ikke meldt endeligt ud, men der skal efter køreplanen ske i begyndelsen af det nye år.

Når det sker vil det være definitivt slut med produktionen af mad på Djurs Mad i Auning.

Pengene til nye og forbedrede køkkenener er finansieret af en pulje penge fra staten.
Norddjurs Kommune har i alt modtaget godt 9,2 millioner kroner fra det der populært er kendt som Thyra Frank-puljen efter ældreministeren fra Liberal Alliance.

Der er foretaget ændringer af køkkenerne på Farsøhthus i Allingåbro, Fuglsanggården, Grønnegården og Violskrænten i Grenaa samt på Møllehjemmet i Auning og i Glesborg.