Fortsæt til indhold

Publikumsmagnet måtte aflyse koncert på Smukfest

På grund af tekniske problemer i P3 Teltet måtte Saveus med Martin Hedegaard i front opgive at gennemføre koncerten, der havde trukket mere end fulde huse foran scenen

Samfund
Af Claus Sonne

Både P3 Teltet og de omkringliggende områder var stuvende fuld, da Saveus lørdag kl. 22.45 gik på scenen. Faktisk forlød det fra flere sider, at man aldrig før havde oplevet så stor en tilstrømning til P3 Teltet.

Men det blev ved forventningens glæde, for efter bare tre numre satte tekniske problemer en stopper for Martin Hedegaard & Co.

På søndagens pressemøde forklarede Smukfests pressetalsmand, Poul Martin Bonde, at det var Saveus' egne mixerpult, der brød sammen. Trods flere forsøg på at genstarte mixerpulten, lykkedes det ikke at vække den til live igen. Heller ikke et forsøg på at flytte over på en af Smukfests mixerpulte lod sig gøre.

Og det var en stor, stor skam. Saveus bragede senest igennem på Northside og cementerede dermed sit ry for at være et fremragende liveband. De tre numre, der blev til, blev da også særdeles godt modtaget af det tætpakkede publikum.


Mon ikke Saveus i 2018 skulle prøves på en af Smukfests støre scener?

Foto: Per Bille
Foto: Per Bille