KATJING! Kendt designer scorer kassen på sommerhus-salg
Det er ingen hemmelighed, at der findes dyre sommerhuse i Gribskov i Nordsjælland. Rigtige dyre endda. Og sådan ét er netop blevet solgt. Det skriver Boliga Kendte.
Det var den kendte danske designer Naja Munthe, der havde sat sit sommerhus i Vejby til salg for 9.800.000 kr. Godt nok endte hun med at give et afslag, man kan købe mindre huse for i andre dele af Danmark, men mon ikke hun alligevel er tilfreds med salgsprisen på 9.250.000 kr.
Var til salg for 13 mio. kr.
Men det er ikke mange år siden, at Naja Munthe håbede på at få endnu mere for huset.
I 2010 satte hun huset til salg for næsten 13 mio. kr. eller næsten fire millioner kr. mere end huset nu er blevet solgt for. Efter 251 dage til salg blev sommerhuset dog pillet af markedet igen.
I maj 2012 sænkede Naja Munthe prisen til 9,5 mio. kr., men heller ikke her sprang nogle købere til.
I april 2014 fik prisen endnu et nøk nedad - helt præcis kunne luksussommerhuset dengang købes for 8,85 mio. kr. Men efter lidt bedre vinde på husmarkedet blev prisen altså sat lidt op, da huset i maj blev sat til salg for tæt på 10 mio. kr.
Sommerhuset nåede denne gang at være til salg i 87 dage, før en køber slog til. Og der er da heller ikke noget at sige til, at køberne faldt for huset.
Til salg i 87 dage
Liebhaverboligen ligger i første række til vandet, og det har blandt andet en imponerende udendørsterrasse på 130 kvadratmeter - eller næsten lige så stor som huset.
Men før boligejerne i Vejby helt rammer loftet og tænker, at de også skal skynde sig at sælge deres huse, når der er sådan en efterspørgsel efter boligerne i byen, skal de nok lige slå koldt vand i blodet.
Vanvittig kvadratmeterpris
Kvadratmeterprisen for Naja Munthes hus ligger - ikke overraskende - væsentlig over gennemsnittet for Vejby. Mens kvadratmeterprisen i Naja Munthes nu tidligere sommerhus er på over 80.000 kr., var gennemsnitsprisen for Vejby ifølge Boliga Kendte i første kvartal på 19.820 kr.
Naja Munthe er en af stifterne af tøjmærket Munthe Plus Simonsen, og hun står desuden bag boligmærket Casa De Luxe by Naja Munthe. Du kan se billeder af hendes solgte sommerhus her: http://www.boliga.dk/wp/galleri/432/se-naja-munthes-sommerhus-her