Kendt DR-vært vil ikke med til Aarhus
I 2018 flytter DR sin vejrtjeneste fra København til Aarhus, og det betyder et farvel til den populære vært Jesper Theilgaard, som gennem 27 år har været fast leverandør af vejrudsigter til danskerne på tv. Det oplyser DR.
Det er et vemodigt farvel, men 62-årige Jesper Theilgaard har efter mange overvejelser valgt ikke at flytte med arbejdspladsen.
"Det skal på ingen mådes ses som om, at jeg smækker med døren, og DR er i sin gode ret til at flytte DR Vejret til Aarhus," siger Jesper Theilgaard, som i første omgang havde planlagt, at pendle frem og tilbage mellem Aarhus og København, da han har hele familien bosiddende på Sjælland.
"Men efterhånden er jeg begyndt at tænke på det hele som en ny mulighed - og for at blive herre over min egen kalender. Så nu tager jeg springet," siger Theilgaard til DR. Han vil i fremtiden skrive bøger og holde foredrag om vejret og klimaforandringer.
Sidste vejrudsigt fra meteorolog Jesper Theilgaard ruller derfor over skærmen i slutningen af januar.