Fortsæt til indhold

Taxavognmand måtte vente fire måneder på at kommunen betalte taxaregning

Norddjurs Kommune skulle betale regning 14. juli - først i tirsdags gik de ind på kontoen

Samfund
Af Søren Andersen

“Hvorfor skal en lille erhvervsdrivende som mig vente fire måneder på at få mine penge fra Norddjurs Kommune”?
Spørgsmålet stilles af taxavognmand Jannick Thrue, der med to vogne driver taxaselskabet Ny Landtaxa fra Veggerslev.
Han gør det på baggrund af, at han har haft en regning på 7400 kroner liggende til udbetaling hos Norddjurs Kommune - og med betalingsfrist 14. juli.

Første regning betalt

Jeg har siden skrevet mails og ringet for at få mine penge, og i mandags fik jeg så at vide, at regningen var blevet betalt torsdagen før, men først tirsdag i sidste uge gik de ind på min konto,” siger Jannick Thrue.
Regningen stammer fra kørsel med et barn fra Glesborg til Randers - ikke daglig transport, men flere ture på samme rute.
“Den første regning for kørsel blev betalt, men siden gik det galt, da regning nummer to forfaldt 14. juli. Jeg fik ingen reaktion på mails og opkald. Regningen blev sendt både på papir og som elektronisk faktura, hvor jeg kunne se, at den var modtaget på rådhuset,” fortæller Jannick.
Han er tvunget til at købe de såkaldte trafikbøger, som en vognmand bruger til at dokumentere kørsel og indtjening, hos kommunen.
“Da jeg købte sidste gang, bad jeg dem om at sende regningen hjem til mig, men fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Det var betaling på stedet, hvis jeg skulle have en ny trafikbog. Så kunne jeg ikke dy mig for at foreslå, om de så ikke bare kunne trække beløbet fra de penge, som kommunen i lang tid har skyldt mig, men det kunne naturligvis ikke lade sig gøre,” siger Jannick.
Han undrer sig over, at Norddjurs Kommune indkalder til møde for at orientere om, hvordan man bliver leverandør til kommunen - og så tilsyneladende har så dårlig en betalingspraksis.

Skal betale regninger

“Når det rammer mig, så tror jeg, at det også kan ramme andre. Mit problem er jo, at jeg skal betale for både bil, brændstof og chaufførløn - og så gør det ondt at skulle undvære sine penge i så lang tid. Jeg har tidligere kørt en del specialkørsel og måtte også dengang vente på betalingen fra kommunen. Så skrev jeg en regning med en højere pris og blev kontaktet for at få at vide, hvorfor jeg gjorde det. Og svarede, at det var jeg jo nødt til, fordi jeg skulle betale renter i banken af de penge, som kommunen skyldte mig. Så fik jeg efterfølgende at vide, at jeg ikke længere skulle køre turene,” fortæller Jannick.
Borgmester Jan Petersen, (S), kan ikke kommentere den konkrete sag, men generelt siger han: “Vi skal i Norddjurs Kommune betale vores regninger til tiden. Og der foreligger ikke nogen instruks om, at vi skal trække tiden inden vi betaler, så jeg håber der er tale om en fejl.”

Hvad gik galt?

Økonomichef i Norddjurs Kommune, Lisbeth Krogh, har på avisens opfordring prøve at finde ud af, hvad der er gået galt med den ubetalte regning.
”I vores system kan vi se, at der ikke er tale om en faktura til betaling centralt, men i det relevante myndighedsområde. Mit gæt er, at regningen er blevet sendt på mail til en konkret medarbejder - og så er der desværre ikke sket noget i sagen i al for lang tid. Jeg har kontaktet Jannick Thrue og fortalt ham, hvordan han bedst fremover sender regninger til os elektronisk, og at vi i vores betalingsbetingelser opererer med en frist på 30 dage. Men ofte betaler vi før,” siger Lisbeth Krogh.