Håndboldskole - nu med overnatning
162 børn og unge bruger feriedage i Hammel Idrætscenter
“Jeg elsker at lege med en bold, og det er sjovt at lære noget nyt.”
Sådan lyder det fra otte-årige Henriette Enevoldsen. Hun og de andre børn er et godt billede på, at undervisning i sommerferien er dejligt, i al fald når det handler om noget, som man er vild med, og det er de mange børn og unge, som i denne uge bruger en del af ferien på DBUs håndboldskoler i Hadsten og Hammel.
Selv om det er tidlig morgen, så er gejsten stor, da de otte-ti-årige børn er i fuld gang med øvelser i at kaste med bolden i Hammel Idrætscenter.
“Armen skal være ret, og underarmen skal godt bagud, før I skyder bolden,” lyder det igen og igen fra træner Anders Madsen, mens han tålmodigt går rundt og hjælper de 20-25 børn, som træner i Arenaen i HIC.
Overnatning
Silje Christiansen troede, at håndboldskolen ville blive en hård omgang.
“Det er heldigvis ikke så hårdt, men det bedste er, at vi skal sove hernede, siger hun, mens den otte-årige pige løber efter endnu en bold.
Overnatning i idrætscentret er en nyhed i Hammel GFs traditionsrige håndboldskole, som for tredje år i træk ledes af Charlotte Schibler.
“I evalueringen efter sidste års håndboldskole var der et stort ønske om at overnatte hernede, så det har vi med i år, og det er jo helt specielt at skulle sove i hallen, og med fire haller samt svømmehallen til rådighed har vi rigtig fine forhold,” siger hun.
Charlotte Schibler glæder sig over, at Hammel GFs egne trænere og spillere har meldt sig til træneropgaver for de i alt 162 deltagere.
Foruden selve håndboldspillet er der også både yoga og svømning på programmet, men på grund af vejret hat det været småt med udendørs aktiviteter.
Socialt fokus
Nyt er det også, at håndboldskolen er delt op, så de yngste til og med U12 er alene de tre første dage. Først torsdag kommer U14 og U16-spillere, 45 i alt og deres håndboldskole er i år en camp med overnatning, som varer til søndag.
“Når de yngste har det hele for sig selv, kan de blive trygge ved at færdes i hallerne, så når de ældste kommer til, så har yngste vænnet sig til at være her. Med overnatningen får vi også det sociale aspekt med, og det lægger DBU meget vægt på. Og det er især vigtigt i år, hvor en del af deltagerne kommer fra andre klubber, blandt andet er der to piger fra Nordjylland, fortæller hun.
Topkamp
Håndboldskolen får også i år hjælp udefra, torsdag kommer der spillere fra Aarhus Håndbold og hjælper med træningen. Fredag slutter håndboldskolen for de yngste med den sædvanlige VM-turnering, hvor spillerne fordeles på forskellige lange.
Håndboldskolen smitter også lidt af på Hammel og omegn, idet Aarhus Håndbold tirsdag 8. august igen kommer til Hammel og kl. 18.30 spiller kamp mod Team Tvis Holstebro i Hammel Idrætscenter. Og der er gratis adgang for alle.