Fortsæt til indhold

En aktiv ferie for børn helt gratis

Sommerferien byder på et væld af gratis aktiviteter for børn og unge i Aarhus

Samfund
Af Martin Jørgensen

Børn og unge har rig mulighed for at opleve en masse, mens skolerne holder ferielukket. Vi har fundet fem gratis arrangementer.

Lær kampsporten aikido

Bliv endnu bedre til at passe på dig selv med faldøvelser og øv dig i at undgå at blive fanget af greb, slag og spark. Alt det kan man prøve, når aikido er på programmet 2., 3. og 4. august. Tidspunkt: klokken 12.00 – 13.00 for 1. – 3. klasse, klokken 13.00 – 14.00 er det 4. – 6. klasse, mens det klokken 14.00 – 15.00 er 7. – 10. klasse. Tilmelding sker ved at sende en mail til sorenz63@gmail.com eller personligt fremmøde på dagen.

Prøv kræfter med brydning

Kom ud og prøv at bryde. Brydeklubben Thrott giver børn fra 0. til 6. klassetrin muligheden for at prøve en af verdens ældste sportsgrene. Aktiviteten finder sted i dagene 7. 8. og 9. august klokken 08.00-15.00. Tilmelding skal ske på til brydeklubben@thrott.dk

Trampolin og fede spring

Lær at springe højt på trampolin, slå vilde flik-flak, lave seje saltoer og fede parkour-teknikker. Det sker i dagene 7.-11. august på Værkmestergade 17. Fra klokken 10.00-13.00 er det de mindre klasser (0.-4. klasse), mens det fra 13-16 er mellemtrinnet (4.- 7. klasse), der får lov at prøve kræfter med aktiviteten. Tilmelding sker online via DGI Husets bookingsystem på www.dgi-huset.dk.

Fire timer med gymnastik

Få rørt kroppen til gymnastik-workshop 9. august fra klokken 12.00. Det bliver fire timer med sjov og ballade. Tilmelding sker på telefonnummeret 51 34 38 61 (Henrik) eller ved personligt fremmøde på dagen.

Cheerleading for alle

Er du AGF's nye cheerleader? Kom ud og kast, løft, spring, hop og en hel masse andre sjove ting. Aktiviteten finder sted 7. - 9. august, og alt, du skal gøre for at være med, er, at sende en SMS på 29807549 med navn og alder.