Øl til stjerner og astronauter
Belgiske astronomer har navngivet nyopdaget himmellegeme ’Trappist-1’ efter belgisk øltype
Belgiske astronomer har opdaget en stjerne med syv jordlignende planeter i cirkulation 40 lysår fra Jorden.
Astronomerne mener, at tre af planeterne er i den såkaldte 'guldlokzone'. Det betyder, at de kan have vand på overfladen, fordi de alle i forbavsende grad ligner Jorden. Når den dag kommer hvor Jordens begrænsede ressourcer er opbrugt, af et hastigt stigende antal beboere, får mennesket brug for en ny planet at leve videre på.
Astronomer som opdager nye himmellegemer får altid lov til at navngive dem. De belgiske astronomer fra Liegé University, fejrede naturligvis deres opdagelse med en omgang øl og døbte derfor stjernen Trappist-1. Øllen som de fejrede opdagelsen med, var den belgiske trappist øl Orval.
Orval og trappist
Brasserie d"Orval er et belgisk trappistbryggeri indenfor klosteret Abbaye Notre-Dame d'Orval"s tykke mure.
Her har munke siden 1931 brygget den syrlige Orval på 6,2 %. Den er kendetegnet ved en markant bitterhed fra humlerne: Hallertau, Styrian Goldings og Strisselspalt. Orval er boblende og livlig som champagne, med et enormt skum. Den bør derfor åbnes med forsigtighed, da øllet meget gerne vil ud af flasken. Kompleks aroma af æbler, læder og krydderier plus en syrlig smag, som er fremkaldt af den unikke gær Brettanomyces Lambicus.
Hubble åbnede rummet
Indtil for mindre end 30 år siden, var rummet udenfor vores eget solsystem, ukendt område. Pluto var den fjerneste planet som vi kendte til i vores galakse, Mælkevejen.
I 1990 sendte Europa og USA teleskopet Hubble cirka 600 kilometer ud i kredsløb om Jorden. Siden da er opdagelserne af nye sole, planeter og galakser, mildt sagt væltet ind. Mælkevejen er kun en brøkdel af universet, hvilket de belgiske astronomer også har opdaget.
I juli måned kunne New Zealandske astronomer afsløre, at de formoder at der alene i Mælkevejen findes 100 milliarder planeter, som kan være beboelige.
First Dane In Space
Mikrobryggeriet Rocket Brewing fra Haslev på Sjælland, har tidligere hyldet astronauten Andreas Mogensen med en øl. First Dane In Space er en overgæret ale af typen saison på 5 %, brygget med kamilleblomster og honning, på den samme gærtype som den belgiske Orval, brettanomyces.
Det er en ufiltreret ravfarvet øl, med et tyndt hvidt skum på 5, 0 %. Den har en spøjs aroma af kamille, malt og honning. Smagen er krydret med noter af nelliker, kanel og peber og med en tør syrlig eftersmag. Summa summarum en rodet øl ude af balance og vægtløshed.
Denne øl blev i sin tid lanceret samme dag som Andreas Mogensen blev sendt op til ISS rumstationen, hvor han også var vægtløs.
Den 2. september 2015 blev Andreas Mogensen sendt op til Den Internationale Rumstation, ISS, med et russisk Soyuz-fartøj. Andreas Mogensen tilbragte otte dage på ISS, 350 kilometer over Jordens overflade. Den Internationale Rumstation er med en pris på omkring 700 milliarder kroner det dyreste bygningsværk i menneskets historie. Astronauter er vor tids opdagelsesrejsende, som med livet som indsats rejser ud for at opdage nyt land. Den 20. juli var det 48 år siden, at Apollo 11"s astronauter Neil Armstrong og Edwin ”Buzz” Aldrin, som de første satte foden på et fremmed himmellegeme, Månen.