Vi mærker intet til bandeuroligheder
Sleep-In Gellerup mærker øget interesse siden åbningen i januar, selvom området er præget af bandeuroligheder
Sleep-In Gellerup slog i midten af januar 2017 dørene op for Aarhus Vests nyeste hostel. Allerede fra starten kunne ejerne mærke, at det var en god beslutning.
“Det var fantastisk. Der var så stor opbakning, og der er langsomt kommet flere og flere reservationer siden da,” siger ejer Joan Byrsting, der samtidig fortæller, at begivenheder som koncerter og litteraturaftener har tiltrukket mange mennesker.
Målgruppen er svær at præcisere, da alt fra polske håndværkere til sjællandske skolebørn kommer forbi Gudrunsvej. Flere af atleterne fra EM i senioratletik har overnattet på stedet, og man har da også kunne mærke den stigende efterspørgsel op til sommerperioden.
”Det har helt sikkert været en opadgående kurve i forhold til, hvad man kunne have frygtet.”
Bandekonflikt berører ikke
I slutningen af maj blussede bandeurolighederne i Aarhus Vest op, men det er ikke noget, som man har været påvirket af på Sleep-In Gellerup.
”Mange af vores gæster kommer ofte udenbys fra - Mange er fra udlandet, og de er ikke klar over, at der er problemer i området i øjeblikket – og det mærker man jo faktisk heller ikke,” siger Joan, der dog tilføjer, at enkelte skoleklasser har meldt afbud.
”Det er stille og roligt herude. Jeg vil gå så langt at sige, at der sker flere ting inde i midtbyen, end der gør ude i Gellerup. Vi har i hvert fald kun fået positive tilbagemeldinger,” siger Joan Byrsting og understreger, at man for nyligt afholdt Eutopia Festival med stor succes, hvor mennesker fra nær og fjern drog mod Gellerup for at deltage i festlighederne.
”Vi havde frygtet, at der kunne opstå problemer, men alt forløb jo godt. Det er vigtigt, at vi også bruger tid på at italesætte de positive oplevelser, der sker i området, selvom man selvfølgelig ikke skal ignorere de negative,” siger Joan Byrsting.
Som det ser ud lige nu, har man en to-årig aftale, men ejeren krydser fingre for, at denne periode kan blive forlænget med endnu flere år.
”Der skal selvfølgelig være et kundegrundlag, men vi håber, at vi kommer til at være en del af de fremtidige planer for Gellerup.