Kirkevandring fra Vejerslev til Sahl
I anledning af Luther-jubilæet i år har foreningen Den Danske Klosterrute lavet en landsdækkende vandring fra kirke til kirke ad klosterruten. Vandringen begyndte i påsken i Helsingør mod syd til Lolland og Falster, Langeland og Fyn, Sønderjylland og op gennem Jylland for til sidst at slutte i Frederikshavn i september måned. På denne rute ligge Vejerslev Kirke.
Derfor har Vejerslev Menighedsråd i samarbejde med Houlbjerg-Haurum-Granslev og Hvorslev-Vellev-Gerning Menighedsråd arrangeret en vandring fra Vejerslev Kirke til Sahl Kirke lørdag 12. august kl. 10.
Dagen begynder i Vejerslev Kirke med en lille andagt ved sognepræst Thit Kirkeby-Hinrup, hvorefter der efter lidt forfriskninger sættes i gang gennem Borre og Ormstrup Skov mod Sahl Kirke.
Turen er på 7 km og ved ankomsten til Sahl ca. kl. 12.30 vil der være frokost inden der i Sahl Kirke er velkomst og fortælling ved pastor emeritus Bent Ole Pedersen.
På turen vil der også være deltagere fra den store landsdækkende vandring.