Vådt jubilæumsmarked
Lions Club præsident er optimistisk trods en våd lørdag
Det var en smule for sent, da bandet Dagen Før spillede Kim Larsens “Vi be'r bare guderne om godt vejr” i Løvehulen søndag ved tre-tiden, få timer før årets Lilleåmarked lukkede. Solen var dog kommet frem i modsætning til om lørdagen, hvor kraftige regnbyer sendte gæsterne tidligt hjem, og en del opgav at komme til årets byfest, fordi det bare regnede og regnede.
Søndagens Hadsten-træf med morgenkaffe fortsatte for en del deltagere med middagsmaden stegt flæsk og persillesovs, og i alt 478 tallerkener med den danske ret blev langet ovre disken. Men da bandet La Orchestra spillede op til dans, forlod en del teltet.
“Musikken er for høj, og det er ikke til at danse til, men måske er vi blevet for gamle,” sagde en ældre herre, som sammen med sin kone var kommet fra Randers for at danse. Og nej dansegulvet blev ikke slidt søndag, det gjorde det til gengæld fredag, hvor Stig Rossen og Vennerne spillede efter spisningen.
Nisser
Selv om der er mere end fem måneder til jul, så var der flere kræmmerboder, som solgte nisser.
“Vi er her jo ikke til jul, så det er nu vi skal sælge nisserne, lød det fra Berit Hansen fra Risskov, som næste år kan fejre 30 års jubilæum på Lilleåmarkedet, hvor hun sælger nisser, krammedyr og sokker - altsammen hjemmestrikket.
“Det er hyggeligt at sidde med strikketøj foran fjernsynet, og så skal jeg ha' det solgt, så jeg kan købe nyt garn sagde hun, som også får hjælp af sin 91-årige mor, som også var med på markedet.
Gulerødder
Det kommende kommunalvalg satter også sit præg på markedet, hvor kandidaterne forsøgte at sælge deres politiske budskaber, Bo Berger spidskandidat for Liberal Alliance lokkede med friske gulerødder.
“Mange dele bolcher ud, vi ville gerne gøre noget andet, og så blev det gulerødder, sagde han, som er ny i lokalpolitik.
Lilleåmarkedet er en byfest med mange traditioner, og en af dem er at folk med gamle biler kan udstille dem på pladsen søndag, og der var en del som have taget mod tilbuddet, blandt andet Ejvind Hansen fra Hadsten, som sad i førerhuset på sin grønne Volvo lastbil årgang 1964 og slappede af efter, at han lørdag var til træf i Hjørring.