Fysioterapeuter vil behandle barnløse
Det bliver den første klinik i regionen med fokus på fertilitetshjælp
Som den første klinik i regionen satser Fertilitetsfysio Aarhus nu fuldt ud på fysioterapi som fertilitetsfremmende behandling.
15-20 procent af alle danske par oplever ifølge sundhed.dk problemer med at blive gravide. Og rigtig mange par bruger årevis med medicinsk behandling, stress og venten på de offentlige fertilitetsklinikker, før de kan trille afsted fra fødegangen som forældre.
Men der er - ifølge kvinderne bag Fertilitetsfysio - mindre indgribende metoder, hvorpå man kan gøre kroppen mere klar til at blive og være gravid. En af dem er fysioterapi, som I mange år er blevet brugt i udlandet, men som ikke helt har vundet indpas i Danmark, skriver de i en pressemeddelelse.
”Vi bruger fysioterapi til at optimere forholdene i bækkenregionen og underlivet, så chancerne for at opnå og fuldende en graviditet øges”, forklarer Anne Sofie Nielsen, der sammen med Anette Meier Iversen har startet Fertilitetsfysio Aarhus, som holder til i Christiansgade i midtbyen.
Fysioterapi til behandling af fertilitetsproblemer er nyt i Danmark. Men i få andre lande er det udbredt – i Tjekkiet eksempelvis, bliver kvinder sendt til fysioterapeut som det første, hvis de har problemer med fertiliteten.srj