Birgitte aka "Røde Mor" kåret som Danmarks Bedste Kollega
’Røde mor’, alias Birgitta Kajn, modtog HK’s pris og hyldest i Cirkusbygningen
Hun bliver kaldt 'Røde mor' og 'en legende blandt tillidsrepræsentanter', og nu har hun fået papir på, at kollegerne anerkender hende.
Birgitta Kajn er køkkenkonsulent og tillidsrepræsentant i Ikea Gentofte, og hun blev forleden aften hyldet i Cirkusbygningen i København som 'Danmarks Bedste Kollega'.
Prisen uddeles af HK, der har fundet ti finalister blandt i alt 1.528 nominerede. De ti finalister er blevet bedømt af en jury, der har afgjort, hvem der modtager prisen som 'Danmarks bedste Kollega' i 2017.
38 hjem til kaffe og kage
Birgitta Kajn blev nomineret til titlen af sin kollega Karina Gyldsø med disse ord:
“Når hun er på arbejde, giver hun kunderne den fulde pakke, og hun har altid overskud til at hjælpe vores kollegaer i afdelingen. Hun indtager altid afdelingen med en positiv ånd, hvilket betyder at selv en travl og stresset dag bliver rigtig sjov. Hun engagerer sig 100 procent i alt, hvad hun laver. Et eksempel er, da hun inviterede hele afdelingen hjem til kaffe og kage, så vi kunne lære hinanden bedre at kende og samtidig skabe sammenhold i afdelingen. Og vi er altså 38 i afdelingen!”
Birgitta Kajn har været tillidsrepræsentant siden 2007, og hun har siden 2016 også haft plads i HK Handels sektorbestyrelse.
Sektorformand i HK Handel Hovedstaden, Mette Høgh, kalder prisen til Birgitta Kajn fuldt fortjent:
“Birgitta er en ildsjæl, som der ikke findes mange af. Hun er indbegrebet af HK's slogan 'Sammen er du stærkere', og hun er i bogstavelig forstand den bedste kollega, man kan ønske sig,” siger Mette Høgh i en pressemeddelelse fra HK.
Tilnavnet 'Røde mor' er opstået på arbejdspladsen, hvor ingen er i tvivl om, at Birgitta Kajn har en udpræget retfærdighedssans og et hjerte, der banker for det sociale.
Birgitta Kajn har tidligere været beskæftiget som blandt andet pædagogmedhjælper, folkeskolelærer og socialarbejder.jesl