Fortsæt til indhold

Team Rick & Morty klar til at suse gennem Botanisk

Aarhus-arkitekter har tilmeldt sig vildt sæbekasseløb. Og de går efter sejren

Samfund
Danni Paulsen

Siger man holdnavnet hurtigt, lyder det umiskendeligt som rigor mortis - den latinske betegnelse for dødsstivhed.
Så galt ender det forhåbentlig ikke, når Team Rick & Morty søndag triller ud over den syv meter høje rampe og suser ned ad Peter Holms Vej mod bunden af Botanisk Have.
“Vi har fundet nogle gamle knallerthjelme og tager cowboybukser på, så vi ikke bliver revet for meget til blods, hvis vi ryger ud. Det skal nok gå,” griner Andreas Andersen, som sammen med vennerne Christoffer Olesen og Thomas Jensen fra Aarhus C udgør ét af i alt 45 hold tilmeldt Red Bull Soap Box Race, der for første gang nogensinde afholdes i Danmark.
Vennerne var slet ikke i tvivl om, at de skulle melde sig til, da de hørte om arrangementet.
“Ingen af os havde store ferieplaner, så vi tænkte, det kunne være sjovt at gøre sammen. Vi kan alle godt lide at være kreative, så det var lige i vores boldgade,” forklarer Christoffer Olesen, der uddannet landskabsarkitekt, mens kammeraterne begge er arkitekter.
“Og så ser det jo skidesjovt ud. Folk ser ud til at have en fest, selv når nogen kører galt,” tilføjer Andreas Andersen.

Går efter førstepladsen

Den kreative trio brugte forleden en weekend i en garage i Nordjylland på at gøre 3D-tegninger af deres sæbekassebil til virkelighed.
De tog sig af udseendet, mens Andreas' bilkyndige bror ordnede stellet med fund fra en autoophugger.
“Vi har høje ambitioner og et klart mål om at vinde. Det er dog ikke sikkert, det er bilen eller evnerne til at køre den, der gør udslaget. Vi har måttet gå på kompromis med aerodynamikken, for at være tro mod temaet,” siger Christoffer Olesen, og forklarer, at dommerne ligeså meget vurderer kreativitet som kørsel.
Temaet er, som holdnavnet afslører, den amerikanske satire-tegneserie Rick & Morty, som handler om den gale videnskabsmand, Rick, der rejser rundt i et hjemmelavet rumskib med barnebarnet Morty.
Bilen, som næsten er færdig, ligner rumskibet, og trioen på 25 og 26 år skal selvfølgelig klædes ud som tegneseriekaraktererne.
“Man skal lave et lille show før take-off, og vi har lidt i ærmet til at gejle publikum op. Vi vil helst ikke afsløre alt for meget, men folk bør danse med, når vi går på,” opfordrer Christoffer Olesen, som er gået med til at lade Andreas styre bilen, da han forleden fik en flot andenplads til polterabend-gokart.
“Så selvfølgelig er det mig, der skal styre,” griner føreren, der ser mest frem til banens flyvehop.
“Vi får fart på, og det er vist dér, det ofte går galt. Heldigvis har bilen støddæmpere, som, vi håber, sikrer, at vi ikke mister kontrollen, eller at et dæk ryger af, når vi lander.”

Christoffer Olesen tjekker, om det er til at være i rumskibskuplen. Privatfoto
Andreas Andersen og Thomas Jensen bakser med stellet til sæbekassebilen. Affjedringen, satser de på, gør, at bilen kan klare banens flyvehop.