Big Fat Snake stopper med at turnere
Efter 30 år er det slut - det populære band stopper med at turnere
2018 bliver sidste chance for at opleve Big Fat Snake med forsanger Anders Blichfeldt i spidsen på liveturné. Det oplyser bandet på sin Facebook-side.
“Vi vil fra 2019 fokusere mere på andre projekter. Vi håber, du kommer til en af vores koncerter i sommeren eller efteråret 2018,” skriver Big Fat Snake i opslaget.
Og det har ikke været nogen nem beslutning, fortæller Anders Blichfeldt.
“Vi har sammen igennem snart 30 år med glæde knoklet for Big Fat Snake og været kreative med sangskrivning, album-produktion og alle mulige og umulige turné-temaer. Vi har genopfundet os selv utallige gange - altid med fokus på at lave max underholdning og god musik både for os selv og ikke mindst for jer, vores fantastiske publikum. Nu har vi lyst til at være kreative nogle andre steder, og tage på nye eventyr. Det er bestemt ikke uden vemod, men for mig er det det rigtige,” lyder det fra Anders Blichfeldt i opslaget.
Fik du læst: Byrådet: Nej tak til tårnhuse på 100 meter
Dannet i 1990
Big Fat Snake blev dannet i 1990 og har udgivet 16 album. Bandet er formentlig bedst kendt for sange som 'Bonsoir Madame', 'No Peace Like in Heaven' og 'Someone Like You'.
“Vi har været velsignet med et kæmpe stort og trofast publikum. Uden jer var vi aldrig nået så langt. Jeg har lyst til at takke hver enkelt af jer for denne fantastiske rejse. Jeg vil også gerne på alles vegne takke koncertarrangørerne, der har knoklet for at få vores koncerter til at køre, og selvfølgelig vores fantastiske crew, der gennem tiden har stået model til mangt og meget,” skriver Pete Repeat i Facebook-opslaget.
“Vi stopper med at turnere, fordi glæden ved at spille er et 'must'. Vi har altid, både før, under og efter en koncert, hygget og haft en fest. Når ikke alle længere har lyst til festen, er det på tide at stoppe. det er jo røvsygt at danse med en, der hellere vil sidde i baren. Jeg glæder mig vildt til at spille en, desværre, sidste gang for jer, vores trofaste fans. Rejsen med dette orkester har på alle måder oversteget mine vildeste forventninger til min musikalske karriere. Jeg kunne have fortsat 1000 år til, men sådan skulle det ikke være,” lyder det fra Jens Fredslund i opslaget.
Ikke opløst
Bandmedlemmerne understreger, at Big Fat Snake ikke er blevet opløst, men blot stopper med at tage på turné.
“Dermed hverken sagt at, vi har spillet vores sidste koncert, når 2018 rinder ud, eller at vi ikke kommer til at udgive nyt materiale. Det vil tiden vise,” slutter Facebook-opslaget fra det populære band.