Fortsæt til indhold

Med Virklund X i ganen

Samfund
Af Tid Til Øl

Tæt omkranset af Danmarks største sammenhængende skov, ligger den lille satellitby Virklund. Her bliver der brygget øl, og sådan har det været siden 2005. Til denne måneds ølklumme fra os i TTØ - Tid Til Øl - har vi smagt og anmeldt en utrolig spændende og velsmagende øl fra det dejlige mikrobryggeri Virklund Bryghus, med brygmester Claus Tarstrup som den stolte ejer og bannerfører for godt dansk øl.
Øllen er en strong ale med inspiration fra de munkedrevne trappist-bryggerier i Belgien. En øltype med stor styrke og stor smag.
Claus har boet og arbejdet i Californien indenfor IT branchen i 10 år, inden han åbnede Virklund Bryghus. I den tid var der gevaldig fremgang blandt de amerikanske mikrobryggerier, og her var rig mulighed for at hente inspiration.
Siden åbningen har bryggeriets succes gjort det nødvendigt at flytte til større lokaler med en mere attraktiv beliggenhed - dog ganske tæt på den originale lokation.
De ti års aktivitet på den danske ølscene er her markeret ved det yderst spændende bryg Virklund X Vintage 2015, som er denne dejlige mørke ale på 10%, brygget med belgisk gær, mørk kandis og engelske humlesorter.
Et bryg som udvikler sig smagsmæssigt, som årene går og endda blive bedre med tiden.
Det blev dog ikke aktuelt med denne flaske, som blev konsumeret inden for dens første spæde leveår.
Det første man bemærker ved denne øl, er den fine indpakning. Ikke nok med at det mundvandsfremkaldende fluidum er tappet på elegante 37,5 cl flasker, så er der også blevet plads til at pakke flasken i en nydelig lille papæske, som er med til at give den en eksklusiv fremtoning.
I glasset fremstår øllet lettere uklart og med en nydelig kastanjebrun farve og et råhvidt skum, som hurtigt lægger sig som en lille tæt krans ved glassets sider.
Smagsmæssigt minder den om en belgisk quadrupel med sin kraftige vinøse sødlige smag, hvor de belgiske frugtnoter virkelig får frit løb. Et relativt højt kulsyre-niveau overrasker en smule, og er med til at give den en brusende let mundfylde. Eftersmagen afrundes af en yderst behagelig varmende alkohol og en lang klistret sødme. Vi fra TTØ synes, at denne øl nærmest tigger om fadlagring, da der er stor sandsynlighed for, at denne proces ville kunne løfte denne fantastiske øl til endnu nye højder.
Super lækker kompleks nydeøl til virkelig gode gæster eller bare til en sen aften alene i lænestolen.
Køb og gem - hvis du kan.

Folkene bag Tid Til Øl.