Fortsæt til indhold

Nu er det tid til at mødes i Mørke

26. august afholdes den årlige markedsdag ‘Mød os i Mørke’, hvor der i år vil være fokus på lokale råvarer

Samfund
Af Janni Kehlet Nielsen

MØRKE ‘Smag på Mørke’ er temaet for årets markedsdag i Mørke, som for sjette år i træk giver både lokale og gæster udefra mulighed for at møde byen og se, hvad de lokale beboere, foreinger og erhvervsfolk hver især går og nørkler med i byen. Dagen er for alle, og det er de lokale i byen og folk med tilknytning til byen, der kan stille en bod op på markedsdagen, hvor der er meget at se og opleve.

Noget for enhver smag

Det er alt fra forenings- og erhvervsliv, børneinstitutioner og skolen til fluefiskeren, spejderne, musikeren, hækledamen, pilefletteren og øl-entusiasten, der stille op på dagen og indbyder til en snak. “Folk kommer og ser på alle de forskellige ting, og så opstår der dialoger og god snak. Måske ser man boden med fluefiskeren og går over og kigger, og så ender man måske i en snak om, hvor der er godt at fiske henne,” siger Anette Mikkelsen, der er en af de syv kvinder fra Mørke, der startede markedsdagen op for seks år siden. “Vi havde mega mange idéer, dengang vi startede, men der skulle også være en mening med dagen. Det skulle ikke bare være en krejlerdag. Vi er lille by, og vi synes, at vi har folk, der bakker op. Så vi ville lave et interessant mødested på en dag, hvor vi giver den på hele paletten med både foreinger, erhverv, folk vi kender, der strikker, lokale musikere og så videre,” siger Anette Mikkelsen.

Lokale råger på tallerkenen

Markedsdagen er blevet en stor succes, som bliver besøgt af rigtig mange, både lokale og udenforboende hvert år, og der plejer at komme et sted mellem 300 og 400 besøgende. Temaet i år er “smag på Mørke”, hvorfor råvarer fra Mørke og omegn vil blive tilberedt på dagen af kok og kogebogsforfatter, Anne Mette Olesen. Menuen byder blandt andet på rådyr, kaniner og råger. “Vi vil gerne have, at folk skal tage nogle af de grøntsager med, som de har derhjemme, Det kan være blommer eller squash, eller hvad man nu har, og så skal de hele lægges på et fællesbord, som kokkene kan tage fra og lave mad af,” forklarer Anette Mikkelsen. På dagen kan man købe et armbånd, der giver mulighed for at smage på lidt af det hele. Udover dette vil der være cafe og musik på scenen. Salg af div brugsting/lopper/håndværk. Som noget nyt i år vil Haveselskabet Syddjurs afholde deres årlige plantemarked i forbindelse med Mød os i Mørke. Her vil man kunne få information om foreningen og deres aktiviteter samt sælge og købe haverelaterede ting. Arrangementet foregår lørdag d. 26. August kl 11-15 v Mørke skole. Alle er velkomne.