Fortsæt til indhold

Friluftsrådet giver Favrskov Kommune 135.000 kroner

Samfund
Michael Wulff

Det kommer som en julegave: Friluftsrådet har bevilget 3,7 millioner kroner til ni nye friluftsprojekter i Midtjylland.
I Favrskov Kommune kan man glæde sig over, at 135.000 kroner af det store beløb er bevilget til udvide og udvikle et forløb for mennesker med stress, angst og depression.
“Aktiviteter i naturen er et fantastisk redskab til at skabe fysisk og mental sundhed, men det bliver interessant at se, hvilken effekt det vil have for de borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Det er et meget spændende og nytænkende projekt, og derfor er vi glade for at kunne hjælpe det på vej,” siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.
Ifølge Friluftsrådet bliver friluftsliv og naturoplevelser i højere grad end tidligere brugt som redskab i sundhedsindsatser og sociale indsatser. Friluftsrådet har blandt andet indgået et partnerskab med DGI og DIF ved navn 'Bevæg dig for livet i naturen', og derudover har Friluftsrådet i forbindelse med projektet Sund i Naturen indgået partnerskab med 10 kommuner.
I alt er 30 nye natur- og friluftsprojekter et skridt tættere på realisering, efter at Friluftsrådet midt i december besluttede at støtte dem med i alt 18,3 millioner kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Udlodningsmidler til Friluftsliv består af overskuddet fra Danske Lotteri Spil og Klasselotteriet.