Fortsæt til indhold

Jytte fik sin tatovering til det første Lilleåmarked

Jytte og datteren Anette har begge fået tatovering på markedet i Hadsten. Moderen for 40 år siden.

Samfund
Kian Johansen

Regnen var ond ved årets Lilleåmarked i weekenden, hvor Lions Club Hadsten fejrede 40 års jubilæet med blandt andet uddeling af 103.000 kroner til fem heldige modtagere.
Lørdag var der ellers godt besøgt fra klokken 10.00 og frem til himlen åbnede sluserne. Søndag var også våd.
Alligevel er det en tilfreds formand for Lilleåmarkedet, Hans Peder Hansen, vi møder denne lørdag i silende regn.
“Fredag havde vi knap 600 til spisning og næsten 200 efterfølgende, der også ville ind og høre Stig Rossen og Vennerne,” lyder det tilfreds fra formanden, der også konstaterede, at over 80 dukkede op til Damefrokosten med Peter Vildmand.
“Fredag havde vi et godt ølsalg og nu stopper regnen snart,” lyder det.

Jytte og hyggen

Jytte Sørensen har sammen med manden, Aksel Sørens fra Vissing været med alle 40 år. Hun er 72, han 77 år
Hendes tatovering fik hun det første år.
"Vi sad og hyggede os med et par øl, og nogle af de andre havde fået en tatovering, så det skulle jeg også have," griner hun. Foo to år siden fik datteren også en tatovering - også på Lilleåmarkedet.
"Det bedste ved markedet var hyggen. Vi havde klapvogn og barnevogn med og et år kom vi tre gange på en dag, fordi det bare var så hyggeligt at komme her på Lilleåmarkedet," fortæller Jytte. Aksel husker hvordan de i mange år havde hele familien, arbejdskammerater fra Leca og vennerne til spisning i hjemmet i Vissing, før de alle tog til Lilleåmarked. "Vi sad allevegne, selv ude i gangen," storgriner han.

Fødselsdag og kagemand

På kræmmergaderne står de politiske partier linet op, og forsøger at sælge synlighed og politiske budskaber. Ny i år er Liberal Alliance og 29-årige Simon Buus Olsen leverer også en lille gimmick, da både han og Camilla Borregaard har fødselsdag denne lørdag. Derfor deler de kagemand ud.

Simon Buus Olsen og Camilla Borregaard, der opstiller for Liberal Alliance havde begge fødselsdag lørdag under Lilleåmarkedet. Det fejrede de ved at forære kagemand væk. Foto: Kian Johansen

Husker bedst dyrene

Længere henne støder vi på familien Sørensen.
Onkel René og tante Tina har taget kusine Isabella med for at besøge nevøen Michael Sørensen. Han har sammen med faderen haft en bod på kræmmermarkedet de sidste 14 år.
"Det jeg allerbedst kunne lide ved markedet, det var da der var dyr man kunne se og klappe. Det var så hyggeligt, erindrer han. Han fik da også lov til at købe kanariefugle et år. Ellers syntes han bare, det er hyggeligt at stå på makredet og møde så mange mennesker.
Onkel René har altid hjulpet med at stille teltet op og kigger også forbi for at give en hånd med. Han står med en kagebog til datteren. Pris tre kroner.
"Det bedste er at jeg kan shoppe lidt, gå og finde nogle ting, som jeg ikke vidste jeg havde behov for. Gøre en god handel. Følelsen af at ose og bruge lidt penge og så se min kones ansigtsudtryk, når jeg kommer slæbende med et par indkøbsposer. Og så skal jeg bruge de næste måneder på, at overbevise hende om, hvorfor jeg købte sagerne," griner han.

Onkel, tante og kusinen besøgte nevøen Michael Sørensen, der har været med siden han var tre år gammel. Foto: Kian Johansen
Hans Peder Hansen fra Lions Club Hadsten var tilfreds med markedet, trods regnenen. Foto: Kian Johansen