Ø-hop er blevet grundigt gentænkt
Nye tiltag skal forebygge, at der opstår flaskehalsproblemer
@Byline.emne:KULTUR @Byline.JFM:Af Claus Sonne SKANDERBORG 27. august genoplives den lokale historie omkring Skanderborg Sø endnu engang med arrangementet Ø-hop, hvor deltagerne kan opleve historiske episoder og steder - blandt andet dramatiseret af lokale amatørskuespillere. Ø-Hop havde stor succes ved debuten i 2016, men for at undgå de logistiske udfordringer, der var i 2016, hvor mange på grund af succesen kom til at vente længe på at få en plads på rundtursbåden, har arrangørerne gentænkt arrangementet. “Udfordringen sidste år var, at nogle af ø-hopperne blev “fanget” visse steder på ruten, så de ikke kunne komme videre. For at undgå det, har vi lavet flere ændringer og blandt andet forkortet ruten, så der nu er færre landgangssteder,” fortæller Peter Mortensen fra Kulturhuset. Udflugtsbåden Dagmar, der fragter folk rundt på søen, begynder ved Vestermølle og lægger desuden til på Kalvø, ved Vandrehjemmet samt ved Kong Christian IX og Dronning Louises Anlæg eller Guldbryllupsanlægget, som området i Dyrehaven nok er bedst kendt som. Bortset fra Kalvø er det på tre af de fire anløbssteder muligt enten af gå eller køre til og fra. Dermed forebygges det, at ø-hopperne ikke kan komme videre. “Desuden har vi i år indført et klippekort, så man kun kan stige på én gang fra hver af de fire anløbssteder. Konceptet er, at der skal være et flow, så ø-hopperne flytter sig fra sted til sted efter at have udforsket de aktiviteter, der er på anløbsstederne,” siger Peter Mortensen.
Joller aflaster
Som en yderligere sikkerhedsventil, stiller Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub med seks joller. Disse kan sættes ind, hvis der bliver problemer med at flytte folk, forklarer Peter Mortensen.