Filmnørd er klar med sin første roman
24-årige Rasmus Faber Lundberg har netop udgivet romanen ’Lad mig være’
“Det er først en præstation, når jeg ved fra folk, om det er godt, det jeg har lavet. Og om bogen rører nogle mennesker. Indtil da kan jeg være nok så stolt af mig selv og glad.”
Sådan lyder det fra 24-årige Rasmus Faber Lundberg, der netop har udgivet sin første bog 'Lad mig være.'
Han studerer til journalist i Aarhus og er lige for tiden i praktik i Odense. “Det har været hårdt at pendle mellem journalisthatten og at skrive en roman, så der har været noget vilje bag,” siger den unge forfatter.
Han har hentet inspiration til bogen fra sin egen ungdom i Valby, hvor han er opvokset, og de refleksioner han har gjort sig gennem de seneste år.
“Cirka 30 procent af bogen stammer fra min egen tilværelse, men resten er fiktion. Jeg har haft et tankespind om mig selv i forhold til, hvordan mit liv havde været i dag, hvis jeg ikke havde haft de venner, som jeg har,” siger Rasmus Faber Lundberg.
Drøm om film
I bogen har han nogle filmiske scener. Og det er ikke helt tilfældigt. Hans egentlige drøm har nemlig altid været at lave en film, og han er da også det, han selv kalder, en filmnørd.
“Det er rigtig svært at få det finansieret, og det er nok også mere en drengedrøm, end det er realistisk. Drømmen er stadig at lave en film, men lige nu har jeg fokus på at skrive,” siger Rasmus Faber Lundberg og fortæller, at det var vigtigt for ham at få en svømmehal, et diskotek og en strand med i sin bog.
“Det er noget af det, jeg gerne vil se i en ungdomsfilm. Og dem ville jeg bare have med.”
Han har et ønske om at komme til at udgive en masse andet af det mere eller mindre færdige materiale, der ligger på hans computer.
“De andre ting er mere til voksne. Nu har jeg ligesom berørt ungdomsmiljøet i min bog, og så vil jeg gerne have noget af alt det andet ud.”
Men som han siger, så kræver det, at han får omskrevet sit materiale, da der er sket meget med hans sprog i den tid, han har været under uddannelse til journalist og i selve skriveprocessen med romanen, så kun fremtiden viser, om hans drøm bliver opfyldt.