Nye kvadratmeter fejret
Rusmiddelcentret og STU i Hadsten indviede i eftermiddag sin nye tilbygning
Klokken 15 i dag var det tid til at indvie den nye tilbygning til Favrskov Rusmiddelcenter og STU Favrskov i Stationsstræde i Hadsten. Cirka 50 ansatte, elever, politikere og andre interesserede mødte op for at ønske STU og rusmiddelcentret tillykke med de mange nye kvadratmeter.
“Enhver byggeproces indebærer røg, støj og møj, men når det er sagt, har vi været meget tilfredse med forløbet. Vi er blevet inddraget, og man har været meget lydhør for vores behov,” understregede leder Susanne Dehn-Andersen.
Både piloteringen af området og nedbrydningen af muren mellem det nye og det gamle foregik således i ferier, oplyste Susanne Dehn-Andersen. Hun takkede sine ansatte og eleverne for tålmodighed i byggeperioden, der varede cirka et halvt år, og hvor man måtte nøjes med mindre plads og var tvunget til at flytte rundt mellem de ledige lokaler.
Bedre rammer
STU Favrskov har 40 elever, og Favrskov Rusmiddelcenter har 108 brugere tilknyttet. Begge institutioner er vokset meget de seneste år, og derfor var udbygningen en nødvendighed, pointerede formand for social- og sundhedsudvalget Lone Glarbo (V) i sin tale.
“I har længe været presset på pladsen. De 190 kvadratmeter med nye undervisningslokaler, kontorer og mødelokaler har været tiltrængt,” konstaterede hun.
Susanne Dehn-Andersen nævnte da også, at den ekstra plads allerede har højnet kvaliteten af undervisning og behandling.
“I rusmiddelcentret har vi nu mulighed for at holde indviduelle samtaler i lukkede kontorer, og STU-eleverne har fået bedre mulighed for at trække sig, hvis det hele bliver for meget. Vi har fået gode rammer,” sagde hun.
Efter Susanne Dehn-Andersen og Lone Glarbos taler, var der kaffe og lidt til den søde tand til alle fremmødte. Der var også mulighed for en rundvisning i hele bygningen.
Den nye tilbygning til Favrskov Rusmiddelcenter og STU Favrskov i Hadsten har kostet 3,7 millioner, og første spadestik blev taget i oktober sidste år. De nye lokaler blev alleredet taget i brug i april i år, men er altså først nu officielt indviet.
Centret er bevidst placeret helt centralt i byen, da det giver eleverne på STU mulighed for daglig træning i at færdes i det offentlige rum. Desuden er den offentlige transport i form af tog og bus lige uden for døren.