Fortsæt til indhold

Fremgang for Vestjysk Bank

Banken har øget sin basisindtjening markant

Samfund
Arkiv

Første halvår af 2017 udgjorde Vestjysk Banks resultat efter skat 108 mio. kr. mod 10 mio. kr. i samme periode sidste år. Set i forhold til 1. halvår 2016 vidner resultatet om øgede basisindtægter, et lavere omkostningsniveau samt et faldende nedskrivningsbehov, særligt i relation til bankens landbrugskunder. Det skriver banken i en pressemeddelelse.
Vestjysk Banks basisresultat før nedskrivninger udgjorde i 1. halvår 2017 257 mio. kr. mod 227 mio. kr. i 1. halvår 2016, svarende til en stigning på godt 13 procent.
“Vi er tilfredse med at kunne konstatere fremgang i bankens basisindtjening i forhold til sidste år. Bankmarkedet er i dag kendetegnet ved hård konkurrence og lave priser, hvilket afspejler sig i et generelt pres på de fleste bankers netto renteindtægter. Men mens vores netto renteindtægter i 1. halvår 2017 er faldet med 17 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, er vores netto gebyrindtægter steget med hele 43 mio. kr., ikke mindst på grund af ekstraordinært høje indtægter som følge af kundernes værdipapirhandel. Vi kan også godt mærke, at dansk økonomi generelt er i bedring, hvilket viser sig i form af et øget aktivitetsniveau hos vores kunder. Samtidigt giver de udtryk for, at de er tilfredse med den rådgivning, de får i banken, og vi kan konstatere, at vi gør flere og flere forretninger med vores eksisterende kunder”, forklarer Vestjysk Banks administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen i pressemeddelelsen.
I første halvår 2017 udgjorde Vestjysk Banks basisindtægter 512 mio. kr. mod 477 mio. kr. i 1. halvår 2016. Af disse udgjorde kursreguleringer henholdsvis 35 og 24 mio. kr.
“Vi er tilfredse med det afkast, som blandt andet forvaltningen af vores egenbeholdning har givet. En forsigtig strategi på området har givet pote, og indtægterne har bidraget pænt til bankens basisresultat. Ligeledes har et fortsat fokus på omkostninger medført, at vi aktuelt opfylder vores mål om en omkostningsprocent på cirka 50”, fortæller Jan Ulsø Madsen.srj