SkulpturBy Galten tager form
Vognmand Lars Therkildsen kom tirsdag 16.maj med den dyrebare last - værkerne til udstillingen SkulpturBy Galten.
"'Pigen på bænken' tronede på ladet, og kunne lige se hen over siderne, da hun blev kørt ned gennem byen. Hun var den første vi stillede op. I løbet af dagen blev der opstillet yderligere 10 værker. Nu mangler kun de tre, der skal stå på Bytoften. Dem stiller vi op efter byfesten mandag 29.maj," fortæller en af initiativtagerne til projektet, Tove Severinsen, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
På trods af, at regnen silede ned og det var smadderkoldt, gik alt ifølge Tove helt efter planen.
"Vi havde hyret to praktiske og meget arbejdsomme hjælpere, Jens Greve og Leo Severinsen. De gravede, planerede, limede, borede og sikrede sig at alle skulpturerne stod lige og på den placering, vi i gruppen havde tiltænkt dem."
Tove fortæller, at der allerede er mange, der stopper op og kigger og spørger til projektet.
"Men det må vente lidt for kataloget, som fortæller om både værkerne og kunstnerne, udkommer først i forbindelse med åbningsfesten torsdag den 1.juni," forklarer hun.
"Men allerede nu mærker vi stor interesse for udstillingen, og som det allerbedste, så er alle, som vi møder, vildt begejstrede. Synes simpelthen, det er flotte skulpturer og godt for Galten. Og flere, ja faktisk rigtig mange, har givet udtryk for, at de synes, i hvert fald nogle af skulpturerne skal blive stående. Pigen på bænken klæder Torvet siges der, og i Nordea er man blevet rigtig glad for den lille pige, der kigger ud fra fortovet ved pengeautomaten."
De udstillede skulpturer bliver i Galten hen over sommeren. Blandt værkerne er fire to-meter høje skakbrikker i bronze af af Prins Henrik.