Høstfestival hylder de lokale råvarer
Norddjurs bidrag til Europæisk Gastronomiregion 2017 folder sig ud i weekenden 12.-13 august
NORDDJURS: Høstfestivalen, der finder sted i weekenden 12.-13. august, er et nyt tiltag, der sætter fokus på gode måltidsoplevelser og lækre lokale råvarer. Høstfestivalen er Norddjurs bidrag til Europæisk Gastronomiregion 2017, og her kan børn såvel som voksne få masser af øjenåbnende (mad)oplevelser.
Mange af aktiviteterne er endda gratis.
Autentiske høstfester
De fem landsbyer Voer, Glesborg, Gjerrild, Stenvad og Rimsø holder 'gentænkte høstfester', hvor de som noget nyt åbner deres lokale høstfester, så børnefamilier udefra kan deltage og få en fantastisk autentisk høstfest-oplevelse med alt, hvad det indebærer.
Det er typisk borgerforeninger, der arrangerer festerne, og formanden for Gjerrild og Omegns Borgerforening, Jens Peter Stehr Nielsen, glæder sig.
“Vi synes, det er et rigtigt godt initiativ. Vi har valgt at holde et arrangement på festpladsen ude i skoven som en avanceret picnic med hyggelig, akustisk musik og lys i træerne. Både Sostrup Slot og folk fra byen går meget op i at spise lokale fødevarer, så konceptet passer rigtig godt til os,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Gourmetaften
Gourmetaften på Det Grønne Museum er en eksklusiv høstfestmiddag, hvor deltagerne får serveret en overdådig menu baseret på udvalgte lokale fødevarer fra Djursland og tilberedt af nogle af Danmarks store kokketalenter i form af deltagere fra det danske kokkelandshold og danmarksmesteren i dessert.
Undervejs leverer kokkene show og gastronomi på højt niveau.
Man kan læse mere og købe billet på www.hoestfestival.dk/program/gourmetaften/.
Oplevelsesturen
Her kan børn og voksne komme tæt på lokale råvarer og blive klogere på madens rejse fra-jord-til-bord.
Deltagerne skal for eksempel plukke tang, stryge rejer, partere vildt og høste i marken, inden de til sidst selv tilbereder råvarerne og spiser maden.
Det bliver lærerigt, inspirerende og sjovt, lover arrangørerne.
Oplevelsesturen er gratis men kræver tilmelding, da der et begrænset antal pladser.
Læs mere og book plads på www.hoestfestival.dk/program/oplevelsesturen/.
Kaffebord på Sostrup
I de idylliske omgivelser på Sostrup Slot, kan kageelskere få en oplevelse ud over det sædvanlige, når der dækkes op til eksklusivt kaffebord med fantastiske kager med årstidens nyhøstede bær, nødder og frugter.
Læs mere og køb billet www.hoestfestival.dk/program/hoest-kaffebord-paa-sostrup-slot/.
Derudover omfatter høstfestivalen bl.a. udvikling af nye lokale signaturprodukter og det kulturhistoriske arrangement 'Livet på Landet' på Det Grønne Museum.
Få det fulde overblik på www.høstfestival.dk. jesl