Tv-seere gik sportsamok i ferien
Kun fire tv-udsendelser i top-30 var ikke sport
Frustrerede tv-abonnenter har fyldt debatsider og internetfora med indignerede indlæg over de mange timers sport i tv denne sommer – men endnu flere har tilsyneladende sat sig i sofaen og fulgt med.
Faktisk var 26 af de 30 mest sete udsendelser i juli sport. Langt de fleste af sportsudsendelserne på listen blev sendt uden for bedste sendetid, hvilket indikerer, at det var aktive tilvalg fra de seere, der fulgte med.
Det viser en opgørelse, som TV 2 har foretaget på baggrund af data fra Kantar Gallup.
De 10 mest sete programmer var alle etaper i Tour de France. Øverst på listen i juli var niende etape af det franske cykelløb, hvor den danske rytter Jakob Fuglsang var med i kampen om etapesejren – her fulgte 1.897.000 seere med.
Lige efter de 10 Tour de France-etaper var kvindelandsholdets kamp ved EM mod Norge den 11. mest sete udsendelse. Her så 1.114.000 seere Danmark besejre de norske kvinder med 1-0.
Ud af de 30 mest sete udsendelser i juli var 21 Tour de France-relaterede, mens fem havde at gøre med det danske kvindelandshold.
Af de fire udsendelser, der sneg sig ind i top-30 og ikke var sport, indtog den britiske detektivserie 'Kriminalkommissær Barnaby' de tre nederste pladser med mellem 630.000 og 707.000 seere.
Storfilmen 'The Dark Night Rises' om Batman sneg sig ind som den 22. mest sete udsendelse med 851.000 seere.
Og ja - kvindelandsholdet i fodbold trak også enormt mange seere, men det er jo som bekendt august måned.