Sammenligningens forbandelse

Vi har det med at sammenligne os med andre. Så oplever vi tit, at græsset er grønnere over hos naboen. Eller sådan ser det i hvert fald ud, derfra hvor vi står. Han virker mere lykkelig på job og tjener flere penge end mig. Han og konens parhold virker til at være så meget mere vitalt end mit. Misundelsen har invaderet vores liv.

Eller sammenligningen kan få os til at hævde os, så vi siger til os selv: Jamen jeg er jo også den bedste til opgaven i forhold til mine kollegaer. Eller: Godt det ikke er mig, der hænger fast i den der dårlige vane, som jeg kan se andre gør. Jamen det er da utroligt, at min nabo gør, som han gør! Er han virkelig ikke klogere?

Når vi sammenligner os med andre, gør vi andre til målestok for vores egen person. Hvem er klogest, mest vellykket, mest velanset? Livet kommer til at handle om at stå mål med andre. Mit medmenneske bliver min konkurrent.

Jeg tror, meget ville være vundet, hvis vi ikke så vores medmennesker som konkurrenter eller trusler, men som mennesker, jeg bærer et ansvar for. Vi må aldrig gøre vores medmenneske til målestok for vores egen succes eller værdi, men i stedet lade ham eller hende være det menneske han eller hun nu er – gudsskabt og med uendelig værdi. Uperfekt ligesom jeg selv er.

Vejen til livet er at hvile i sig selv og ikke puste sig op til noget, man ikke er. Og at prøve at se på andre med kærlighedens øjne.