Vejerslev får aktivitetspark
Den nordiske mytologi skal være omdrejningspunktet i ny park
Med hylende motorsave og god fantasi blev der skabt både geder, Fenrisulven og andre mytologiske figurer, da starten for en oplevelses- og aktivitetspark i Vejerslev blev markeret lørdag. Den kommende tid fortsætter arbejdet med at save figurer til aktivitetsbanen, opstilling af en madpakkehytte og flere andre ting på arealet ved sportspladsen.
Landsbyen har allerede 15 træfigurer, som blev lavet ved en workshop i 2013.
Nu løftes det så at sige op på et højere plan, og med udgangspunkt i den nordiske mytologi skabes der ved siden af sportspladsen en legebane med aktiviteter for børn og familier.
Lokalt samarbejde
Projektet er et samarbejde mellem områdets foreninger, VIF, Vejerslev Idrætsforening, VBK, Vejerslev Borger og kulturhus, Vejerslev Menighedsråd og Landsbyrådet Vejerslev. Favrskov Kommune spiller også en rolle, idet naturvejlederen ved den nærliggende sø skal stå for naturformidling til institutioner.
”Selvom Vejerslev er en lille landsby, er det gennem de seneste år lykkedes os at markere os som en attraktiv landsby med middelaldermarkeder, foredrag og etablering af historiske ruter og skulpturer. Fundamentet for arbejdet er det tætte og konstruktive samarbejde mellem områdets foreninger og det store antal frivillige, som har bakket op, siger projektansvarlig og koordinator for Vejerslev Landsbyråd Annie Nielsen.
Økonomi
Økonomien for aktivitetsparken er skabt med tilskud på 45.000 kr. fra Hedeselskabet, 120.000 kr. fra Favrskov Kommunes Landsbyråd, 76.200 kr. fra Friluftsrådet , Landsbyrådet Vejerslev har givet 25.000 kr. og idrætsforeningen 10.000 kr. Menighedsrådet har givet træ til skulpturerne fra den lokale skov, og dertil kommer meget frivillig arbejdskraft.
”Økonomien er ikke helt på plads. Vi håber at blive en del af Favrskov Kommunes friluftsstrategi og dermed får mulighed for et tilskud derfra,” siger Annie Nielsen.
Parken skal ikke kun være et lokalt samlingssted, den skal markedsføre landsbyen som et spændende levested, tiltrække nye beboere og give børn en oplevelse af historie og natur gennem oplevelser og leg.
Overnatning
Den endelige række af aktiviteter er ikke fastlagt, men det kan blandt andet være Regnbuebroen Bifrost op til gudernes hjem, lavet som træstolper til at balancere på og en hul træstamme- eller et rør - formet som en jættevante - til at kravle igennem. Der bliver tavler med QR-koder, som fortæller myterne og lavet opgaver/aktiviteter for børn og voksne.
Det dyreste enkeltprojekt er den 40 kvadratmeter store madpakkehytte til 138.000 kr. Hytten udstyres også med hems til overnatning for otte personer til blandt andet cykelturister. Toiletter og badefaciliteter i klubhuset kan bruges i forbindelse med brug af oplevelsesparken eller hytten. Hele herligheden ventes at være klar til indvielse i maj 2018.