Skød skylden på sin gode ven
I SuperBrugsen på Vesterbro Torv blev en butikstyv stoppet af en vagt, da han havde stjålet en kasse sodavand. Herefter valgte manden at opgive et falsk cpr-nummer
En 26-årig mand skylder sin kammerat en forklaring, efter han gav vennens navn og cpr-nummer, da han blev taget for tyveri i SuperBrugsen på Vesterbro Torv.
Den 26-årige synes selv, han havde fået en rigtig god idé til, hvordan han kunne tjene penge til sit hashforbrug, da han valgte at stjæle en kasse sodavand, indkassére panten og på den måde tjene en hurtig skilling.
Klokken 11.58 gik han derfor ind i SuperBrugsen, tog en kasse med dåsesodavand og forsøgte at snige den ud af butikken. Det lykkedes dog ikke, da han blev taget på fersk gerning af en vagt.
Da han blev bedt om at identificere sig, fik vagten dog mistanke om, at manden ikke opgav det rette cpr-nummer. Han ringede derfor til politiet for at melde tyveriet og høre ind til mandens identitet.
Det viste sig, at den 26-årige havde givet sin gode vens navn og cpr-nummer. Hans forklaring var, at hans ven i forvejen havde nogle pletter på straffeattesten, så det gjorde nok ikke den store forskel med en mere.
Den 26-årige blev anholdt og sigtet for tyveri og for opgive falsk navn, oplyser Østjyllands Politi.