Fortsæt til indhold

Gnags og venner skabte en flot Smukfest-finale

Veloplagt Gnags fik besøg af Helmig, Søs Fenger, Henning Stærk, Mads Langer og Jacob Riis-Olsen.

Samfund
Arkiv

SMUKFEST Af Jørgen Bollerup Hansen skanderborg Gnags lukkede og slukkede årets Smukfest som sidste band på Bøgescenen søndag aften, og i den anledning med Venner. Det var derfor et publikum, der var lidt spændt på, hvem der ville dukke op under koncerten. Og det blev nogle af de oplagte venner, der havde sagt ja til at være med denne aften i Skanderborg. Gnags lagde ud med et forsmag på den hitparade, der fulgte, med åbningsnummeret “Det er den dejligste dag i 100 år” med fortsættelsen: “Og jeg lever”. Gruppen fortsatte med sangen “Danmark”, mens billeder af dannebrog pumpede farvelystigt som et hjerte på sceneinstallationens store flader. Og midt i det nummer dukkede Thomas Helmig pludselig op , som aftenens første gæst. Peter A.G. forsikrede, at der er god grund til at fyre den af, så længe man ka’. Og det mærkede man så, at han agtede at gøre. Numrene fulgte tæt og veloplagt på hinanden, og Thomas Helmig dukkede igen op og sang både solo og duet i “Lav sol over Aarhus”. Senere dukkede Lis Sørensen op i nummeret “Kærester”, Henning Stærk gav den på sejt rockende mundharpe i “Under Bøgen”, Mads Langer kom ind og gav sin egen version af “Jeg elsker dig”. Og endelig dukkede Gnags’ oprindelig guitarist Jacob Riis-Olsen op i nummeret “De vilde Kaniner”, hvor han krydsede guitar-klinge med sin gamle Gnags-makker, Per Chr. Frost. Det var i det hele taget en super flot aften med Gnags i hopla. Alt og alle swingede, og lysshowet satte ekstra trumf på en koncert, hvor publikum og band i sjælden grad kendte hinanden. En superb afslutning på en Smukfest 2017, hvor de musikalske vitaminer sine steder manglede - som for eksempel Shubidua Musical Koncerten lørdag aften på Bøgescenen og canadiske Kiesza, som gav en god koncert, bare på den forkerte scene.

Bøgescenen lukkede med høj energi fra et veloplagt Gnags. Foto: Bollerup
Foto: Bollerup
Foto: Bollerup
Foto: Bollerup