Fortsæt til indhold

Aarhusianske bordtenniskvinder klar til DM-finalen

Sisu/MBK skal møde Køge Bugt i DM-finalen i bordtennis.

Samfund
Arkiv

De aarhusianske bordtenniskvinder fra Sisu/MBK skal møde Køge Bugt i DM-finalen i bordtennis. Det står fast, efter at de aarhusianske damer her i weekenden vandt deres DM-semifinale over OB.
De forsvarende mestre fra Køge Bugt kvalificerede sig til finalen tidligere på ugen.
Selvom Sisu/MBK var storfavoritter efter en sikker 6-2-sejr i den første semifinale i Odense, så blev den anden semifinale tæt og spændende, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Et af Sisu/MBKs esser, Pernille Pødenphant Søndergaard, tabte overraskende to kampe. Hun har ellers hidtil i sæsonen vundet 32 af 33 singler.
En anden Sisu/MBK'er, der næsten altid vinder, Pernille Agerholm, blev presset ud i tre fem-sæts kampe, som hun kun lige akkurat vandt.
Efter den ordinære kamp stod der 5-5, og så skulle der spilles en afgørende 'sudden double', og her stod Sisu/MBK godt, da de to gange Pernille er regerende danske mestre i disciplinen.
De vandt da også 3-0 i sæt og sikrede dermed klubben en 6-5-sejr.
Sidste år mødes aarhusianerne også Køge Bugt i finalen, og her vandt Køge Bugt guld efter sejre på yderst knebne 6-4 og 6-5.
Første finalekamp spilles fredag eller lørdag hos Køge, mens anden kamp foregår i Aarhus, formentlig søndag eftermiddag.
En eventuelt tredje og afgørende kamp spilles også hos Sisu/MBK, da klubben vandt grundspillet.
dp