Hjernedød besparelse
Hammel Neurocenter skal igen skære ned på sengepladser og medarbejdere.
Det fantastiske arbejde, som medarbejderne på Hammel Neurocenter udfører for at hjælpe vores svært hjerneskadede medborgere tilbage til livet, så de igen kan blive i stand til at klare sig selv, skal igen spoleres. Det tager rigtig lang tid at lære den kunst, det faktisk er, at behandle en svært hjerneskadet patient.
Det er en ekspertise, der nu igen blot sættes over styr, hvis man på grund af besparelser ender med at fyre dygtige medarbejdere, fordi nogle politikere i nord og syd, der i spareiver mener de er klogere på, hvem der har behov for denne hjælp, end de meget ansvarlige mennesker der, fælles for regionerne, har udarbejdet visitationskriterierne, som gælder ved henvisning til Hammel Neurocenter.
Det er patienterne og deres pårørende, der kommer allermest i klemme ved dette. Der bliver færre pladser at deles om, fordi der skæres i sengeantallet. De svært hjerneskadede, der ikke får det korrekte tilbud om rehabilitering, som de har brug for, bliver snydt for den bedste behandling og får derfor ikke de bedste muligheder for deres fremtid. Det kan der ikke senere rettes op på, fordi succeskriteriet for, at en hjerneskadet skal blive restitueret bedst muligt, er hurtig indsætning af ekspertbehandling, som der gives på Hammel Neurocenter.
Det giver langsigtet en dårligere økonomi for den berørte kommune, fordi borgeren får mere brug for hjælp udi al fremtid, og borgeren og hele familien lider under det fremtidige nedsatte funktionsniveau resten af livet.
Husk, at det ofte er unge eller mennesker midt i livet, der rammes af trafikulykker, hjertestop, arbejdsulykker!
Så klag da over det! Men hvem har kræfter til det, hvis ægtefælle eller barn er blevet alvorligt hjerneskadet, så går alle kræfterne til at opretholde modet på fremtiden.
De ansvarlige politikere må sørge for, at der er økonomi til denne fantastiske funktion. Det kunne blive deres eget behov i morgen!