Som cirkulær kommune
Læserbrev Claus Leick Spidskandidat (SF) Økonomi Cirkulær økonomi er sådan set almindelig sund fornuft. Det handler blandt andet om at købe produkter, der holder længe, reparere ting, der er gået i stykker, undgå spild og sørge for at genanvende, når tingene er slidt eller er blevet til overs. Rigtig mange virksomheder og enkeltpersoner har for længst indset, at der er brug for en mere fornuftig måde at bruge klodens ressourcer på. Ofte er det tilmed en økonomisk fordel, der kan veksles til kroner og ører – i hvert fald på længere sigt. Som kommunal virksomhed bør Skanderborg Kommune selvfølgelig også tænke cirkulært. Både for at vise det gode eksempel, men også fordi det kan betale sig. Skanderborg Kommune bør i langt højere grad: Købe og anvende varer, maskiner og teknologi, der har lang levetid og som er fremstillet af ”sunde” råvarer. Vedligeholde og reparere udstyr, maskiner og produkter på vores skoler, plejecentre og i børneinstitutionerne fremfor altid at købe nyt og smide væk. Reducere affaldsmængderne og udnytte overkapacitet – fx ved at undgå madspil i køkkenerne og sørge for at fylde sæderne i de kommunale busser og biler. Prioritere sunde og bæredygtige materialer ved byggeri og anlæg. Fremme deleordninger ved fx at udlåne kommunens materiel og udstyr, samt hjælpe lokale deleordninger i gang i vores byer. Mange af de cirkulære tiltag vil tilmed have en gavnlig effekt på beskæftigelsen, således at vi som kommune kan få endnu flere i arbejde. Skanderborg som cirkulær kommune vil være et naturligt skridt i forlængelse af de positive erfaringer, vi allerede har med at sortere vores affald og betragte det som ’værdier’.