Fortsæt til indhold

Og/eller demokrati?

Samfund
Arkiv

Jesper Arbo Frederiksen, byrådskandidat, Alternativet Skanderborg Læserbrev Skanderborgmodellen er under angreb. Nogle mener politikerne skal have mere magt, andre synes modellen er god nok. Flere siger ingenting, og alle glemmer medarbejdere og borgere. I Skanderborg vælger vi politikere, der beslutter de overordnede politiske linjer. Herefter forvalter en administration politikken. Administrationen ansætter ledere, der ansætter medarbejdere. Fra krydset er sat på valgdagen, til man som borger mærker betydningen, er vejen lang og snørklet. Mange har påvirket den, derfor føles politiske beslutninger for mange ikke helt rigtige, når de præsenteres. Kunne man tænke sig et mere direkte demokrati, hvor borgere har mere daglig indflydelse på beslutningerne? Et demokrati, hvor man har større indflydelse på, hvad pengene i børnehaven, skolen eller andre kommunale institutioner bruges på. Hvor det ikke er politikerne eller administrationen, der alene bestemmer? Et andet forhold, der er fraværende i debatten, er de enormt kompetente, faglige og engagerede medarbejdere, vi har. Vi bliver nødt til at sætte medarbejderne fri og give dem indflydelse på deres arbejdsdag. Også de skal inddrages i daglige beslutningsprocesser. Undersøgelser viser, indflydelse på arbejdsdag og -vilkår er vigtigt og skaber trivsel. Mon ikke trivsel kan omregnes til bedre service til dig og mig? Et forslag kunne være, at de enkelte institutioner drives af et ligeligt samarbejde mellem leder (kommunen), medarbejderne og brugerne (brugerbestyrelsen). En sådan tredeling vil give frihed og indflydelse til brugere og medarbejdere. Der vil være mulighed for at forme og udvikle de enkelte institutioner gennem demokratisk dialog, men også tilpasse dem til områdets behov. En anden konsekvens, man skal holde sig for øje, ville være mindre kontrol og styring. Man vil muligvis se områder, hvor medarbejdere og brugere beslutter at gå en anden retning end, hvad politikerne og administration ønsker. Men når det kommer til stykket, er dette vel bare udtryk for, at alt ikke skal bestemmes oppefra! Det er moderne at give nye navne til sine ideer. Nogle gange hyres konsulenter og der betales enorme pengebeløb for et navn eller en kampagne, der skal sælge en strukturændring. Jeg vil gå en anden vej og give min ide gratis til alle og kalde den ’Skanderborg Kommune – Borgerinddragelse og nærdemokrati’ (Forkortet, Red.).