Fortsæt til indhold

50 år med mad på tværs af generationer

Samfund
Af Janni Kehlet Nielsen

Plejehjemmet Fuglsanggården har dannet rammerne for tilværelsen for mange ældre i Grenaa i hele 50 år. Det er et jubilæum, der skal fejres med sang, musik og masser af mad, og det sker onsdag 30. august.
Fuglsanggården lægger ud med fælles brunch for personale og beboere i boenhederne fra klokken 8.30 til 9.30, hvorefter plejecenterleder Helle Thomsen åbner dagen og byder velkommen til FDF Grenaa Brassband, der har spillet på stedet siden 1967 hvert år til jul, og som selvfølgelig også skal underholde på jubilæumsdagen.

Mad for alle aldre

Herefter starter dagens gastronomievent ‘Mad på tværs af generationer' med kokken Søren Gericke, som vil invie de nye højbede, som Fuglsanggården har fået foræret af Kattegatskolen.
Søren Gericke vil sammen med Fuglsanggårdens køkken og 20 børn fra Kattegatskolen lave mad over temaet ‘kartofler'.
Fuglsanggårdens køkken og café gik ved sidste års skolestart sammen med Kattegatskolen om et madlavningsforløb i Fuglsanggårdens køkken, hvor børnene har lært at lave mad af køkkenets personale, og de ældre er blevet inddraget i smagsoplevelser og meningsudveksling igennem forløbet.
“Det har været helt fantastisk. Køkkenepersonalet har arbejdet godt sammen med lærerne, og vi har fået mange gode tilbagemeldinger. De ældre har også været med til nogle af dagene, hvor der skulles laves gamle retter på nye måder, og hvor de ældre fortalte om, hvordan man gjorde i gamle dage,” fortæller Helle Thomsen, plejecenterleder på Fuglsanggården.
47 skolebørn fra de to sjetteklasser på skolen har været en del af forløbet, der er udsprunget af Aarhus som europæisk kulturhovedstad 2017, og hele forløbet afrundes på jubilæumsdagen, hvor Fuglsanggårdens leverandører har sponsoreret alt til madlavningen.

En stor festdag

Klokken 12 åbner caféen og konditoriet, hvor der vil blive serveret alt fra gulerodsbrud til skinkestang.
Herefter er der boder og tombola ved Venneforeningen, tyrolermusik ved Tenorgaard og jubilæumskage lavet af køkkenet og eleverne fra Kattegatskolen.
Klokken 14. er der julilæumstale ved Lars Møller, formand for voksen- og plejeudvalget, og her er forældre og bedsteforældre til børn også velkomne.
Festlighederne afvikles for husets beboere, personale, pårørende, frivillige og inviterede gæster, men gæster fra området er også velkomne, ligesom tidligere pårørende og personale, og andre fra klokken 14. Herefter fortsætter tyrolermusikken, indtil arrangementet slutter klokken 16.
“Det er altid en stor fornøjelse og en stor festdag, når der er jubilæum,” fortæller Helle Thomsen, der har arbejdet på Fuglsanggården i 23 år, de seneste 10 som leder. Hun glæder sig til festdagen og håber på en god fællesskabsfølelse.
“Det er en dag, hvor vi er sammen om tingene og føler et stort fællesskab, og alle hjælper hinanden.”