Uheldig mand tog rulletur med 40.000 liter gylle
uheld En 54-årig mand fra Hovedgaard endte lørdag 26. august på skadestuen, efter han forulykkede med et vogntog, oplyser politikommissær Jesper Christensen fra Sydøstjyllands Politi. Manden kom lørdag ved middagstid kørende ad Tåningvej ved Skanderborg. Her kommer han for langt ud i rabatten, og da han forsøger at rette op trækker sættevognen skævt, så hele vogntoget med 40.000 liter gylle ender med at vælte rundt og falde to meter ned, inden det lander på taget i rabatten. Manden kom selv ud af vogntoget og fik ringet 112, og mens han blev bragt til kontrol på skadestuen sørgede kvikke lokale borgere for at få fat i en slamsuger og tømme vogntoget, så man undgik et udslip af gylle og diesel, fortæller politikommissæren. Manden pådrog sig skader i hovedet, da han væltede rundt med vogntoget, og blev efterfølgende indlagt.