Fortsæt til indhold

Hestemarked: Du kan gå på vandet i år

Hestemarked med traditioner og fornyelse med cirkus, landskamp på storskærm og waterballs i søen

Samfund
Kian Johansen

Cirkus Aroma og det lokale band Mute The Tape er blandt nyhederne til årets hestemarked i Hammel 31. august til 3. september.
Der kommer en hyggeplads ved søen i år. Her er der waterballs, hvor man kan gå på vandet og gratis cirkusforestillinger for de mindste.
“Vi har alle de traditionelle ting, et hestemarked i Hammel skal have med Kandis og smørrebrød søndag og Sussi & Leo lørdag. Samtidig dukker DJ Ringholm op i Hestestalden lørdag aften for de unge,” fortæller Per Bøving om årets program.

Fed fredag for en 50’er

Fredag er fest for en flad 50'er med Peter & De Andre Kopier og DJ Chill i Arena, mens lørdag aften byder på Oktoberfest med op til 700 deltagende.
I år giver man chancen til det lokale band Mute The Tape, der også spillede til FavrskovPostens Guldfest.
Hestemarkedet starter med Frijsenborgløbet torsdag aften og Hammel GF's prisoverrækkelse.
Og så har Hammel GF's Serie 3 hold arrangeret fodboldquiz i forbindelse med fodboldlandskampen mod Polen fredag 1. september. Den vises på storskærm i Teltet denne aften.
På banerne ved Skovvangskolen vil ponyer og dyrene befinde sig, sammen med Falck, mens Midtjysk Rideklub vil give en opvisning lørdag.