Fortsæt til indhold

Genopbygning af kollapset hal er startet

Samfund
Af Hanne Bliksted

Efter at taget på den nyeste hal i Rønbæk Idrætscenter kollapsede i november 2016, er genopbygningen af hallen nu startet. Arbejdet forventes at kost 8.6 mio. kr., og hallen ventes klar til brug i april 2018.
I november 2016 kollapsede flere spær i den fem år gamle idrætshal i Hinnerup, hvilket efterlod hallen med et stort hul i taget. Siden har hallen været lukket, men efter at syn- og skønsmanden i begyndelsen af sommerferien frigav hallen til genopbygning, er arbejdet nu startet.
Før genopbygningen kan starte, fjernes de ødelagte lofter og spær. Også gulvet i hele hallen skal udskiftes. Samtidig med genopbygningen af hallen klargøres det lokale til foreningsfitness, som HOG længe har ventet på.
Hos HOG glæder formand Peter Bager sig over udsigten til, at idrætshallen kan bruges igen fra næste sæson.
“Vi er som forening forankret i Hinnerup, og derfor var det selvfølgelig ærgerligt, at vi måtte rykke vores aktiviteter til haller i andre byer. Det betyder noget for sammenholdet, at vi mødes i vores lokale hal. Så kommer folk også lige forbi og kigger, hvad der sker i hallen,” siger han.
“Hallen har fået en vanvittig stor betydning for os på de fem år, og det blev helt tydeligt, hvor meget kvalitet den gav til vores foreningsliv, da den pludselig ikke kunne bruges mere. Så vi glæder os enormt meget til, at hallen står klar, så vi kan få skruet godt op for blusset igen,” tilføjer Peter Bager.
Efter planen står hallen klar i uge 8 i 2018, og efter indflytning og klargøring er den klar til brug i april.
Baggrunden for halkollapset var formentlig en kombination af byggesjusk og fejlkonstruktioner på den kun fem år gamle hal. Favrskov Kommune vurderer i øjeblikket, hvilke erstatningsretlige tiltag, der kan iværksættes på baggrund af handlingsforløbet.