Fortsæt til indhold

Der bliver ingen hårde sparerunder i 2018

Økonomien har det godt i Skanderborg kommune.

Samfund
Arkiv

@Byline.JFM:Af Jørgen Bollerup Hansen skanderborg Når byrådets partier mødes til forhandlingsdag om næste års budget tirsdag 12. september, har de grund til at se lyst på tingene. “Vi har i år et dejligt positivt grundlag for at lave næste års budget. Vi skal ikke ud og tage penge fra nogen områder for at skabe balance i budgettet,” siger borgmester Jørgen Gaarde (S), da han præsenterer de økonomiske nøgletal, der er grundlaget for næste års budget. Der er dermed ikke udsigt til store sparerunder. Selv om byrådet stadig kan beslutte at flytte penge fra nogle områder til fordel for andre. “Jeg kan samtidig afvise, at der er tale om en ’valg-budget’ - altså et budget, hvor vi ikke vil skræmme vælgerne før byrådsvalget i november. De økonomiske prognoser er nemlig uberørt af politikerhånd. De er hverken oppustede eller sminkede. Og jeg kan godt sige nu, at der ikke bliver brug for at fyringsrunder. Selv om vi stadig skal effektivisere driften, for det er allerede lagt ind i vores budget,” siger Jørgen Gaarde.

Positivt arbejdsmarked

Byrådet har et mål om, at der skal være et overskud på den ordinære drift på 130 mio. kr. i 2018, for at sikre en sund økonomi. De nyeste tal viser, at kommunen har udsigt til et overskud på tæt ved 163 mio. kr. i kraft af den økonomiaftale, der er indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening på vegne af kommunerne i 2018. “Det skyldes i høj grad, at vi har en positiv udvikling på arbejdsmarkedsområdet,” siger Jørn Prætorius, kommunens økonomichef. Jørgen Gaarde peger samtidig på, at det er afgørende, at budgetterne i de foregående år ikke er overskredet. “Jeg synes, vi skal rose byrådet for, at de foregående års budgetter har været retvisende, så vi i år ikke skal til at reparere på fortidens synder,” siger han. Det positive billede betyder dog ikke, at det hele giver sig selv. Kommunens anlægsbehov er under pres. Både Jørgen Gaarde og Jens Szabo, Venstres budgetordfører, er indstillet på, at anlægsopgaverne skal tilgodeses i 2018. “Her er vi bagefter, vi har et kæmpe efterslæb på skole- og ældreområdet,” siger Jens Szabo. “Driftsmæssigt er det heller ikke bare et jubelår, selv om det ser godt ud. Hvis vi giver et driftsområde er løft, skal vi tænke os godt om, for er løft fortsætter år efter år. Men det kan gode være, vi kan finde hinanden og give et mindre område et løft,” siger han. Når det er så godt, er der så til skattelettelser? “Vi har rigeligt med gode opgaver, der skal løses, og fagudvalgene har sendt mange ønsker til budgettet. Jeg har ingen grund til at jage en skræk i hverken borgere, ansatte eller brugere,” siger Jørgen Gaarde. “Fakta er, at vi ligger med en noget højere skat end nabokommunerne, og det skal vi kigge på. Men ikke i denne periode,” siger Jens Szabo. Jørgen Gaarde mener dog ikke forskellen er så stor. “Vi skal tage bestik af udligningsreformen, som skal nytænkes i 2020. Den er årsagen til, at Horsens og Aarhus kommuner kan ligge med en lavere kommuneskat. Men de kører også med dækningsafgift - og det er jo også en form for skat. Så i sidste ende er der nok ikke så stor forskel,” siger han.