25 år som “smilets ambassadør”
1. september fejrer Jesper Grønkjær 25-års jubilæum som tryllekunstner. 25 år med smil og humor i klodens afkroge
Jesper Grønkjærs karriere som international tryllekunstner, forfatter, foredragsholder, samfundsdebattør på tv og professionel eventyrer startede, da han som 18-årig var med i sit første talentshow. Et show han - til sin egen store overraskelse - endte med at vinde.
“Jeg viste fire tricks, hvoraf de tre var dårlige, og det sidste mislykkedes. Men publikum, hvoraf en stor del var mine gymnasievenner, grinede så hysterisk, når jeg kiksede, at dommerne troede, det var meningen,” fortæller han.
Efter studentereksamen fra gymnasiet, som han blev smidt ud af to gange undervejs, tog han et sabbatår, hvor han udelukkende beskæftigede sig med underholdning.
“Jeg brugte 100.000 kroner og udsendte brochurer til skoler, biblioteker, cirkusser, tv, virksomheder med mere. Håbet var et sabbatår, inden jeg skulle tage en uddannelse. Dagen efter, jeg havde udsendt mine brochurer, begyndte telefonen at kime – og det gør den stadig. Og den 1. september har den gjort det i 25 år,” fortæller han.
Tryllerier over hele verden
Siden har karrieren taget fart, og nu har Jesper Grønkjær omkring 250 shows om året.
I dagtimerne er det børn og familier, han optræder for, og i aften- og nattetimerne underholder entertaineren unge og voksne på diskoteker og værtshuse.
Men det er ikke kun i hjemlandet, Jesper Grønkjær slår sine folder. Han er medlem af Eventyrernes Klub og har rejst over store dele af verden med sin tryllekuffert under armen.
Hans publikum har været kannibaler på Ny Guinea, indianere i Amazonas og massemordere i Honduras. For nylig kom han hjem fra turné i verdens strengeste diktaturstat: Nordkorea.
“Når man ikke bare rejser for at få en oplevelse, men mere for at give en oplevelse, så er det, at dem man møder på sin vej åbner op. Ikke blot for deres hjem, men ofte helt ind i hjertet. Smil kan skabe samhørighed mellem mennesker og vise, at vi alle er ens. På tværs af landegrænser, kultur, klasseskel, sociale og økonomiske vilkår, hudfarve, religion og Muhammed-tegninger, så er det det samme sprog vi alle taler: smilet.”
Jesper Grønkjær er 45 år og har 250 shows om året. Han er gift og har to børn. Han er forfatter til bøgerne ”Den magiske rejsende” og ”Smil på Dødens Avenue”. Ud over at optræde med sine egne shows, har han i mange år været tilknyttet TV2-Østjylland, hvor han er samfundsdebattør på ”Markante Meninger”, ”Hits & Holdninger” og ”Kulturkampen”.