Fortsæt til indhold

Bevar køreplan og vent med at spare

Besparelser på regionale busruter bør udskydes. Det mener forretningsudvalget i Region Midtjylland

Samfund
Af Søren Andersen

Der bør ikke umiddelbart ændres ved hverken rutenet eller antallet af regionale busafgange i Region Midtjylland. Det vurderede regionens forretningsudvalg på sit møde tirsdag i sidste uge - og dermed var der opbakning til forslaget fra socialdemokraten Anders Kühnau om at udskyde besparelser, der blandt andet vil ramme busnettet på Djursland,
Forretningsudvalget lægger derfor op til, at regionsrådet onsdag vedtager Midttrafiks budget, selv om det betyder et 35,8 mio. kr. stort budgetunderskud, der senere skal dækkes af besparelser på Regional Udviklings budget. Her bruges pengene ikke kun inden for regionens grænser. Det sker ud fra en strategi, som siger, at “Region Midtjyllands internationale arbejde er en naturlig følge af visionen om i 2020 at være en international vækstregion i et sammenhængende Danmark.”
Derfor har regionen indgået i internationale strategiske samarbejder med blandt andre Shanghai, og har kontorer i Bruxelles og Budapest.
Men tilbage til busserne. En vedtagelse af det foreslåede budget betyder, at omfanget af ruter og afgange forbliver uændret i 2018. Men derefter er det nødvendigt at finde en mere holdbar løsning, mener regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Mere koordinering

Forretningsudvalget foreslår derfor også, at kommunerne skal have bedre muligheder for at øge deres engagement i den samlede planlægning af kollektiv trafik i Region Midtjylland.
“Der findes i forvejen en trafikstyregruppe med repræsentanter for kommunerne, regionen og Midttrafik. Vi foreslår, at gruppens opgaver bliver udvidet, så den står for at koordinere de mange forskellige synspunkter, som både privatpersoner og nogle kommuner har givet udtryk for i debatten om besparelser,” forklarer regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Baggrunden for debatten om Midttrafiks økonomi er stadig stigende udgifter til regionale busruter. Fra 2007 til 2017 er udgifterne steget fra 40 procent til 52 procent af Regional Udviklings budget. Stigningen ser ud til at fortsætte, og i 2018 er der budgetteret med 325 mio. kr. til kollektiv trafik.