Fortsæt til indhold

Fem steder til ny klub

Børn og unge venter stadig på ny klub i Hadsten

Samfund
Tekst og foto: Hanne Bliksted

Placering af en ny fritids- og ungdomsklub i Hadsten er efterhånden en gammel sag. I øjeblikket er sagen med fem mulige placeringer i høring.
Det drejer sig om en om- og tilbygning af den nuværende 10. klasses bygning ved Hadsten Skole, nybyggeri ved den nye hal ved Hadsten Skole, nybyggeri ved Sundhedscentret på Hovvej/Bjarkesvej samt nybyggeri sydvest for kulturhuset Sløjfen på Østervangsvej 9.
Den femte mulighed er, at de midlertidige klublokaler på Vinterslevvej 32 opgraderes og gøres permanente. Der er i alt afsat 9,5 mio. kr. til byggeriet.

Dyre løsninger

Fritids- og ungdomsklubben har været hjemløs, siden den tidligere Hadsten Realskole på Kirkevej brænde i 2013, altså for snart fire år siden. Børne- og skoleudvalget har haft sagen på dagsordenen flere gange, og i marts i år bad udvalget forvaltningen om forslag til en placering ved administrationsbygningen på Vesselbjergvej eller at gøre placeringen på Vinterslevvej permanent. Desuden blev der efterspurgt forslag til en mere central placering i Hadsten. I alt blev det til syv forslag, men Børne- og skoleudvalget har kun sendt fem i høring, idet en placering på Vesselbjergvej med at inddrage Serviceholdets bygning samt et byggeri ved Sløjfen både er dyrere og svære at realisere. På Vesselbjergvej skal en del af rådhusparken inddrages for at få plads nok, og et byggeri ved Sløjfen kræver en pilotering på 1,6 mio. kr. samt en dispensation fra åbeskyttelses-linien, som Teknik og kultur vurderer vil blive svær at få.

Genbrug

Den billigste løsning er at genbruge klublokalerne på Vinterslevvej, det kræver dog en ændring i lokalplanen. Mens fritids- og ungdomsklubben har været placeret på Vinterslevvej har der været en positiv dialog med naboer i området.
Formanden for udvalget Isabell Friis Madsen (S) erkender, at det er en langstrakt affære. Hun lægger vægt på, at det bliver en langtidssikret løsning.
”Nu håber vi at få nogle gode høringssvar, som kan give os en fornemmelse af om, at vi har overset noget,” siger hun.
De fem forslag er i høring til 25. september. Håbet er, at en ny klub kan stå klar i 2018.