Fortsæt til indhold

Mette fandt en helt anden vej til nyt job

Den 34-årige og tidligere tandplejer Mette Dreier bor i Hammel, hvor hun nu har kastet sig over en helt ny branche

Samfund
Michael Wulff

Efter 327 ansøgninger fandt 34-årige Mette Dreier en helt anden vej til en ny uddannelse og et nyt job job.
”Finn (Kristiansen, red) har leveret vores køkken, bad og vaskekælder. Da vi så skulle have nye garderobeskabe, fik jeg at vide, at der kunne gå lidt tid, for han havde så travlt. 'Så ansæt mig, foreslog jeg.”
Mette Dreier bor et stenkast fra Favrskov Køkkencenter på Banealle i Hammel. Hun har gennem flere år tilbragt mange timer på landevejen for at passe sit job som tandplejer i Struer og senere Horsens.
”Men min ryg kunne ikke holde til det, og faget interesserede mig ikke mere,” fortæller Mette, da jeg møder hende mellem alle køkkenerne på hendes nye arbejdsplads.

Åbnede munden

”Jeg har sendt 327 ansøgninger afsted for at finde et arbejde nærmere Hammel. Uden held.”
Men så kom Finn Kristiansen fra Favrskov Køkkencenter ind i billedet.
”Ja, der sendte jeg ingen ansøgning, men nøjedes med at åbne munden og sige mit ønske til ham,” siger Mette Dreier, som i en voksen alder kastede sig over en ny uddannelse: Kontorelev med speciale i administration.

Kreativ køkkenproces

”Den tager to år, og jeg blev færdig her i juli i år,” siger hun.
Nu skal Mette Dreier stå for administrationen i køkkencentret, men da jeg dukker op for at interviewe hende, er hun i kælderen 'for at tegne,' siger Finn Kristiansen.
”Finn vil lære mig at tegne køkkener og sælge dem. Det er så spændende og udfordrende at arbejde med design, at fornemme kundens behov og så sammensætte de rigtige elementer. Den kreative proces kan jeg rigtig godt lide.”
Og nu er der blevet meget kortere hjem til familien, som rummer to børn, en pige på seks og en dreng på otte år.
”Finn har ansat mig som udlært. Mit ønske er at få lov at blive og arbejde her. Der er så mange muligheder.”